Du er her: Forsiden Blog Vær opmærksom på din hunds afføring – dét kan det fortælle dig om din hunds sundhed
Hund afføring

Vær opmærksom på din hunds afføring – dét kan det fortælle dig om din hunds sundhed

21-06-2022

 

Når du har hund, så er der utroligt mange ting, som du bør have en generel viden om. Det inkluderer blandt andet – hvor ucharmerende det end måtte være – din hunds afføring. Den kan nemlig fortælle dig noget om, hvor sund – eller usund – din hund måtte være i øjeblikket.

Hvis du ikke er helt up-to-date med, hvad din hunds afføring fortæller dig, så kan du læse med lige her og blive klogere på, hvad du skal være opmærksom på.

Hvor længe må en hund have diarré?

Et af de ofte stillede spørgsmål er, hvor længe en hund må have diarré, da det er en nem måde at afgøre, om din hunds tarmsystem og fordøjelse fungerer, som det skal – det er nemlig sjældent tilfældet, hvis din hund har diarré.

Et forløb med diarré varer typisk fra 3 dage og op til 5 dage. Det er dog ikke noget, som du bør være bekymret for, hvis ikke hunden har andre symptomer eller virker syg. Du skal først være bekymret, hvis hunden samtidig kaster op, har feber, har ondt, er i nedstemt humør eller lignende. Her kan der være tale om sygdom, der skal behandles af dyrlægen.

Hvorfor får hunde diarre?

Der er 4 typiske årsager til, at hunde får tynd mave eller diarre:

1         Infektion – det vil typisk være i form af en virus, men det kan også være bakterier.

2         En dårlig reaktion på noget, som hunden har spist – her er der typisk tale om en hund, der er sensitiv, har allergier eller hvis hunden spiser fordærvet mad.

3         Parasitter – det inkluderer indvoldsorm og Giardia.

4         Systematiske sygdomme – det inkluderer diabetes og leversygdom.

De fire årsager er ikke alle lige typiske – de sidstnævnte er faktisk relativt sjældne, og derfor vil det være oplagt at undersøge fra toppen og ned, hvis det overhovedet er noget, der kræver en undersøgelse. Hvis din hund udelukkende oplever diarre og ikke har andre symptomer, så giv det en lille uge og se, om ikke det bliver bedre, inden du kontakter dyrlægen.

Sådan kan du afhjælpe din hunds diarre

Hvis din hund har diarre, så er det vigtigt, at du sørger for, at den får nok væske. Det kan du gøre ved altid at have skålen fyldt – hvis ikke du synes, at hunden drikker nok, så kan du også gå over til vådfoder i en periode.

Du kan også med fordel benytte dig af mælkesyrebakterier og mineralsk ler, da det kan afkorte forløbet og det samme kan et kost fyldt med ekstra kostfibre. Det kan også redde dine gulve, da det hjælper hunden med bedre at kunne holde sig.

Sidst bør du sørge for, at din hund stadig får de nødvendige salte og næring. Det er bedst at gøre via en skånekost.

Hvis du er meget bekymret for din hund og ikke kan få væske i den, så hjælper dyrlægen med et drop.

Hold øje med farve og konsistens

Foruden de fire typiske årsager til diarre, så er det også en god ide at være opmærksom på farven og på den konsistens, som din hunds afføring har.

Der er meget hundefoder, der indeholder farve, og derfor kan du ikke 100 procent regne med, at farven har noget at sige i forhold til din hunds sundhed. Det er nemlig den mad, som hundene indtager, der i høj grad kontrollere denne. Alligevel kan det give dig noget at gå efter, hvis du oplever, at din hund viser tegn på sygdom.

Guld farve med eller uden slim

Hvis din hund har en ubalance i tarmen, så kan det ofte ses ved at afføringen bliver gullig og slimet. Her vil der nemlig komme galde med ud, der har en gullig farve, og det er et tegn på, at passagen gennem hunden er hurtigere end normalt – og dermed ikke optimal.

Det vil typisk være på grund af en betændelse i enten tyktarmen eller tyndtarmen, at hundens afføring bliver gullig, da det fører til en for hurtig proces gennem maven og dermed når galden ikke at blive nedbrudt.

Slimen er den, der peger dig i retning af, at der er ubalance i den sidste del af tarmsystemet, da tyktarmen vil producere slim for at passe på sig selv. Det peger ofte i retning af en tyktarmsbetændelse, og du bør derfor tage hunden med til dyrlægen, hvis du oplever dette.

Hvis du kun oplever, at hundens afføring er gullig, men der ikke følger slim med, så kan det være et tegn på, at din hund er sensitiv overfor noget i foderet, og du kan med fordel prøve en anden type.

Rød diarre eller blod i afføringen

Afføringen kan også få en mere rødlig farve, hvilket skyldes en akut blødning i den sidste del af tarmen. Det er sjældent alvorligt, hvis det blot er en lille smule – typisk vil det blot skyldes rifter i slimhinden – men hvis blødningen er mere omfattende, så bør du tage den med til dyrlægen. Hvis det fortsætter i mere end et døgn, så kan du også overveje at dyrlægebesøg, da det typisk vil være stoppet inden da.

Rødlig diarre må du dog kun forhold dig roligt til, hvis ikke hunden udviser andre symptomer som opkast, nedstemt humør, feber eller mavesmerter. Det kan nemlig skyldes små rifter i tarmslimhinden, der har ladet bakterier komme længere ind i hundens krop og det kan udvikle sig grimt inden for kort tid.

Sort afføring

Sidst, men ikke mindst, så kan hundens afføring også blive sort. Her er det vigtigt, at du tager hunden med til dyrlæge, da det skal tages lige så alvorligt, som hvis du oplever sort afføring og sort opkast hos dig selv. Det kan nemlig være et tegn på blødning i første del af tarmsystemet – mavesæk og tolvfingertarmen – eller det kan være et tegn på mavesår eller et sår efter fremmedlegemer, som hunden kan have slugt.

Den eneste årsag til, at sort afføring ikke må føre til et besøg hos dyrlægen, er hvis din hunds foder har indeholdt blod. Her vil det nemlig være naturligt, at fordøjet blod bliver sort.