Du er her: Forsiden Blog Socialisering af hvalpe
Socialisering af hvalpe

Socialisering af hvalpe

17-02-2021

 

Et vigtigt led i hvalpes opdragelse handler om at gøre dem sociale og vænne sig til andre mennesker og dyr.

Socialiseringen har stor indflydelse på hundens trivsel både her og nu og i fremtiden. En social og tilpasset hund er mere glad, lydig og venlig. Den sociale træning har også betydning for, at kæledyret bliver mindre bange, da det vænnes til at møde nye mennesker og andre dyr.

Hvornår skal jeg træne socialisering med hvalp?

Det gælder om at være tidligt ude, når den gode, tålmodige og rummelige adfærd skal trænes og opøves. Det bedste er at begynde træningen med at gøre hunden social, før den når 4 måneders alderen.

I løbet af de første måneder i livet får hunden igen og igen nye indtryk og oplevelser. Når den opdrages til at agere og reagere på bestemte måder i forskellige situationer som hvalp, vil denne læring hænge bedst ved resten af hundens liv.

At gøre hvalpen social handler i bund og grund om at give den så mange nye sanseindtryk og oplevelser som muligt.

Det vigtigste for dig er at sikre, at alle nye, fremmede og udfordrende oplevelser sker i positive rammer, så hunden får gode erfaringer med sig fra træningen.

Det er de sikre og trygge rammer, der er medvirkende til, at din hund ikke bliver bange over forandringer og nye situationer i fremtiden og kommer til at reagere voldsomt eller aggressivt på disse.

Formålet med socialisering hos hvalpe

Det er ikke sygdomme eller alderdom, der er de primære årsager til, at mange hunde aflives hvert år. Det er snarere deres adfærd, som ikke harmonerer med et familieliv eller bopæl i et område med mange andre mennesker og dyr.

Den sociale træning skal sikre, at hundens adfærd er rolig, tolerant og afstemt i fremtiden. En hund der er bange, vil reagere enten med at flygte i skjul eller møde den fremmede med voldsom attitude og aggressivitet.

Det kan give både dig og din hund store udfordringer med at færdes i det offentlige rum og i naturen i fremtiden, hvis ikke den er blevet gjort social som hvalp.

Det er væsentlig sværere at få gjort en voksen hund tolerant og rummelig, end det er at gøre en hvalp social.

Fra naturens side er hunde nysgerrige væsener, og derfor foregår træningen som hvalp ofte uden de store problemer. Via den gode og rettidige træning kommer din hvalp til at opfatte andre hunde eller nye mennesker som spændende oplevelser – fremfor som trusler der skal bekæmpes eller flygtes fra.

Sådan træner du din hvalp til at være social og tolerant

Det er afgørende, at du som hvalpeejer er helt bevidst om, hvilken effekt din adfærd har på hunden, når I træner socialisering sammen. Mange mennesker kommer instinktivt til at løfte hvalpen op i favnen, når den udviser tegn på usikkerhed i en ny situation.

Din hvalp opruster mere tolerance, selvstændighed og selvsikkerhed ved at blive støttet i, hvordan den skal møde en anden hvalp, en fremmed hund eller et nyt menneske (fremfor at du tager den op og ”beskytter” den). Ved at løfte hvalpen til dig, fortæller du med din adfærd, at situationen er farlig, og at hvalpen har behov for at blive skånet.

Det er meget bedre at være tæt på din hvalp, når den møder en anden hvalp eller et nyt menneske. Sørg for at gøre situationen af spændende og afslappende så muligt. Her gælder det om at bruge venligt og imødekommende toneleje, så din hvalp fornemmer, at du er rolig og helt tryg ved situationen.

Vær opmærksom på hvalpens møder med voksne hunde

Det er ikke helt ligegyldigt, hvem du træner socialisering med sammen med din hvalp. Det bedste er andre hvalpe, der er på samme udviklingstrin som dit kæledyr. I disse møder er der størst sandsynlighed for, at begge hvalpe får samme gode udbytte og læring af situationen.

Hvalpe udvikler sig hele tiden, og de lærer løbende om kropssproget hos andre hvalpe og større hunde. Du skal ikke forvente, at din lille hvalp kan afkode kropssproget hos en fuldvoksen hund. Derfor skal du være ekstra påpasselig, når dit unge kæledyr møder en ældre hund.

Har du kendskab til en ældre hund og ved, at den er rolig, fattet og imødekommende, er der stor sandsynlighed for, at din hvalp får en god oplevelse i mødet med den. Du kan f.eks. træne socialisering hos en veninde, kollega eller nabo, som har en godmodig og tolerant, voksen hund.

Det er ikke alle voksne hunde, der har tålmodighed overfor hvalpe. De forstår endnu ikke kropssprog og samspil med andre, og de er tit meget energiske. Af irritation kan en voksen hund bide efter hvalpen eller markere, at dens grænser er blevet overtrådt.

Tilpas træningen til udviklingsstadiet hos din hund

Hvalpe er forskellige, og de kan have vidt forskellige temperamenter. Du skal hele tiden sørge for at tilpasse socialiseringstræningen i henhold til din hvalps udvikling. Den uerfarne hvalp som først er i gang med at møde andre hvalpe skal f.eks. ikke tages med i det menneskefyldte indkøbscenter på de travleste handelsdage på året.

Du kan vælge at bruge godbidder for at berolige og belønne din hvalp, når den har mestret nye situationer.