Du er her: Forsiden Blog Bull Terrier – En muskuløs og kærlig hund
bullterrier

Bull Terrier – En muskuløs og kærlig hund

27-08-2021

 

FCI gruppe 3: Terrier

Til trods for det rå udseende, er en Bull Terrier en yderst kærlig hund, der elsker alle i familien betingelsesløst. I 1850’erne blev racestandarden for en Bull Terrier fastsat med blandt andet det velkendte æggeformede hovedform. En Bull Terrier findes også i en mindre udgave, kaldet miniature Bull Terrier. Hunderacen bliver stadig mere populær som den kærlige familie og selskabshund, grundet dens livsglade tilgang til livet, men avlspopulationen er på verdensplan stadig begrænset.

Temperament: Glad og godheden selv

En Bull Terrier er nok en af de mest livsglade hunderacer der findes. Der er intet der kan ødelægge dens humør, medmindre den er adskilt fra familien. Det er en modig hund, der livligt går ind i enhver aktivitet. Det er en hund med et afbalanceret temperament, der tilpasser sig godt til familiens aktiviteter, så længe den får lov til at løbe omkring og bruge sin indre fysiske energi. Den er særdeles venlig og imødekommende overfor alle væsner, mennesker, artsfæller og andre kæledyr. Den kan have tendens til at være stædig, hvilket man bør tage i betragtning sammen med dens intelligens. Der er behov for mental stimulering, særligt hvis hunden er ofte alene hjemme, da den ellers kan finde sine egne aktiviteter. Hvis ikke Bull Terrier hannen har opnået tilstrækkelig socialisering som hvalp, kan den i nogle tilfælde have svært ved at indgå i sociale interaktioner med andre hanner og acceptere disse. Det er en hunderace der har et stort ønske om at være i flok, både med sine menneskeflok og andre hunde. Den kan derfor have svært ved adskillelse.

Udseende – En kraftig hund med et særpræget udseende

En Bull Terrier er kendt for sit særprægede udseende i form af det æggeformede hoved og den markante ”romer-næse” Det er en meget kraftigt bygget hund ses muskuløs og er harmonisk bygget med en energisk gang. Hannerne er generelt set mere kraftigt bygget og kvadratiske af form end tæverne. Det særprægede hoved er med kraftige kæber og stramme læber. Øjnene er smalle men mørke og med markerede aftegninger der understreger udtrykket. Ørerne er små, tynde og tætsiddende. De er trekantede med en let buet spids og opretstående. Halen er forholdsvist kort i forhold til hundens størrelse og er lavt ansat med en lige form der gerne ses placeret vandret, når hunden er i afslappet tilstand.

Højde:

Ca. 50-60 cm.

Vægt:

20-30 kg, hvor hannen er en anelse større end tæven.

Farver:

·         Hvid

·         Fawn

·         Rød

·         Tre-farvet

·         Sort brindle

Alle farverne hos en Bull Terrier kan være med hvide aftegninger.

Pels – Kort og tæt siddende pels med minimalt pelspleje  

Pelsen hos en Bull Terrier er kort og tæt siddende til kroppen. Der bør ikke være markante hvirvler. Til trods for at pelsen kan føles en smule hård, er den glansfuld og udstråler god sundhed. Der kan være en smule under uld siddende hos nogle Bull Terrier, men ikke alle.

Pelspleje:

De fleste Bull Terrier har ikke under uld, hvis det er tilfældet, er underulden minimal. Derfor stilles der heller ikke de store krav til pelsplejen hos en Bull Terrier. Der kræves ikke jævnlig børstning, men i fældeperioderne forår og efterår, kan der være behov for at hjælpe hunden af med de løst siddende hår. Dette gøres nemmest ved at anvende en våd klud, der føres med hårene. For de Bull Terrier der besidder under uld, kan man med fordel i fældesæsonen rede pelsen let.

Aktivitetsniveau – En ivrig og lærenem hunderace

En Bull Terrier kan være yderst stædig. Ellers er den en hunderace der ivrigt følger med i de aktiviteter der tilbydes. Den har generelt set et større behov for fysisk aktivering i dagligdagen, hvor det her som regel ikke er nok med daglige gåture. Derudover har en Bull Terrier behov for mentalt stimulering, for at forebygge den egenrådige tilgang til at foretage selvopfundne aktiviteter. Det er en hunderace der glædeligt finder ting at bide i, hvis ikke den er tilstrækkeligt aktiveret. For en Bull Terrier vil det være optimalt med en stor have der er indhegnet, masser af legetøj og et foder der gerne er spredt ud på græsplænen eller i aktiveringslegetøj, der kan stimulere brugen af snuden og aktivere både det mentale og fysiske aktivitetsniveau.

Træning:

En Bull Terrier er glad for enhver form for træning, så længe det foregår sammen med sine elskede ejere. Det er en aktiv hund, der hurtigt er videre i aktiviteterne, hvilket betyder at det kan være en fordel med skiftende træningsformer og tilstrækkelig belønning. En Bull Terrier er meget lærenem og egner sig generelt set godt til at lære tricks og alle former for lydighed. Det er en hunderace der kræver en konsekvent træning og hurtig belønning, men med en positivt forstærket tilgang. Man bør være opmærksom på at den som hvalp har behov for tilstrækkeligt miljø og social træning.

En Bull Terrier er særligt velegnet til følgende træningsform:

·         Varierende træning

·         Hurtig belønning

·         Konsekvent træning

Sundhed – En hund der kan have sundhedsmæssige udfordringer

Når man er på udkig efter en Bull Terrier, er der sundhedsmæssige faktorer som man bør være særlig opmærksom på. De sygdomme der genetisk nedarves hos Bull Terrieren, er oftest nedarvet recessivt, hvilket vil sige at sygdommen er skjult hos forældrene og først vises hos efterfølgende generation. Grundet den mindre avlspopulation der på nuværende tidspunkt findes fra Bull Terrier, kan det være svært at komme problemet helt til livs gennem avlen. Hvis du er opmærksom på følgende raceprægede problematikker, skulle der ikke være særlige forholdsregler at tage rent sundhedsmæssigt for din Bull Terrier. Hjertet kan hos en Bull Terrier være påvirket ved nedarvet aortastenose. Dette vil betyde at hunden kan have mere eller mindre svært ved at transportere ilt gennem blodet rundt i kroppen. For at komme sygdommen til livs i avlsforeningen, skal alle Bull Terrier have scannet hjertet, hvorefter de udgår af avlen ved anmærkninger. Til trods for den større race, er den ikke kendt for hofteledsdysplasi, men kan i nogle tilfælde ses med patella luxation, hvor knæskallen hopper ud af position. Det er en sygdom der testes inden at en Bull Terrier indgår i avlen, men kan også opereres væk, hvis problemet alligevel skulle opstå hos hvalpen. Allergier er velkendte hos Bull Terrier, dog kan den rette fodring forebygge langt de fleste tilfælde. I nogle avlslinjer er Bull Terrieren kendt for at udvikle døvhed på et eller begge ører. Det er mere eller mindre kun ses hos de Bull Terrier der har hvidt omkring ørerne. Det er en recessivt nedarvet sygdom der kan være svært at komme til livs i avlsprogrammerne. Det er dog muligt med en test når hvalpen er 6 uger gammel og som bør foretages hos avleren, inden den udbydes til salg. Så længe man er opmærksom på de sygdomme der i nogle tilfælde kan følge med hunderacen Bull Terrier, kan man undgå en påvirket hvalp, der i disse tilfælde i stedet vil vise sig som robuste hunde, med en høj sundhed og lang levealder.

Konklusion – En kærlig og livsglad familiehund

Hvis man formår at aktivere sin Bull Terrier, har man verdens bedste familiehund. Den er yderst livsglad og elsker enhver form for kontakt. Særligt er racen kendt for at knuselske mindre børn. Det er en hund der kræver mere end blot daglige gåture. Der er behov for både mental og fysisk aktivering og derfor vil det med en Bull Terrier være en fordel med en større indhegnet have. Det er en legesyg hund, der nyder fysiske aktiviteter, men som også nyder at ligge i sofaen eller dynerne og meget gerne i en position ovenpå sine mennesker. En Bull Terrier kan have tendens til at være stædig, hvilket man bør tage med i overvejelserne, og er derfor ikke nødvendigvis velegnet til en familie der ikke tidligere har erfaring med hunde af samme type.

En Bull Terrier er velegnet her:

·         En aktiv familie med et større udeområde

·         En familie der tidligere har hundeerfaring

·         En familie hvor en eller flere ofte er hjemme