Du er her: Forsiden Blog Alt du skal vide om Engelsk Bulldog
Engelsk Bulldog

Alt du skal vide om Engelsk Bulldog

23-07-2021

 

Racen ”Engelsk Bulldog” ser måske lille og hård ud med sin muskuløse krop og sammentrykkede ansigt, men indeni gemmer der sig en vaskeægte kælegris, som er utrolig loyal og kærlig over for dens familie. Den Engelske Bulldog er blandt andet kendt for sin venlige og charmerende, men også til tider excentriske personlighed – og så selvfølgelig dens høje snorken.

Racen blev avlet til hundekampe, hvilket igennem århundreder var en populær underholdningsform. Betegnelsen ”tyrehund” - eller netop Bulldog - opstod i løbet af 1600-tallet og blev brugt om en krydsning mellem Mastiff-lignende hunde og jagtterriere. Hundene af denne krydsning var nemlig stærke nok til at bide sig fast på tyren, men var lav nok til at undgå at blive sparket af hovene.

Selvom dyrekampe siden er blevet ulovlige, så er Bulldogs stadig meget populære blandt befolkningen til en sådan grad, at den er blevet Englands nationalrace. På denne måde opstod det kærlige muskelbundt, som vi i dag kender som den Engelske Bulldog.

Raceinfo

Personlighed

En Engelsk Bulldog er generelt en venlig, hengiven og charmerende hund med et ansigt, som man ikke kan andet end at elske. Dens humør kan dog variere en hel del, da den kan være alt fra enormt glad og kærlig til direkte vred.

Vreden stammer fra racens rødder i kamphundesporten, hvormed en Engelsk Bulldog kan komme op i det røde felt, hvis den provokeres af andre hunde.

Dertil har racen en tendens til at være egenrådig – grænsende til det decideret stædige -, og den egner sig helt klart bedst til en ejer, som værdsætter dens excentriske, kærlige og sjove natur, såvel som en ejer der kan bære over med deres høje snorken.

Antal i Danmark

Den Engelske Bulldog er blandt de mest populære hunderacer i Danmark, hvormed sandsynligheden for, at du allerede er stødt på én af dem på gaden før, er meget stor.

Skulle det dog ikke være tilfældet endnu, så er det bare med at holde øjnene åbne og kigge efter racens karakteristiske korte snude, korte ben og muskuløse krop. Du vil helt sikkert snart få øje på én, når du ved, hvad du skal kigge efter.

Forventet levetid

8 – 10 år (afhængig af sygdomsforløb og andre eventuelle problemer i alderdommen).

Hvis du gerne vil købe en Engelsk Bulldog, så er det ekstra vigtigt med denne race, at du vælger at købe fra en godkendt opdrætter. Racen kan nemlig døje med alvorlig åndedrætsbesvær, hvilket kan forværres, hvis hvalpenes forældre ikke har været 100 % raske.

En godkendt opdrætter skal have sundhedspapir fra en dyrlæge og udstillingsresultater for at få DKK stamtavle, hvormed du kan sikre dig, at du køber en hund, som har sunde og raske forældre, når du netop køber fra en opdrætter.

Skulderhøjde – han

40 cm.

Skulderhøjde – hun

37 cm.

Vægt – han

25 kg.

Vægt – hun

 23 kg.

10 ting du skal vide om Engelsk Bulldog

1. Familieegnet

En Engelsk Bulldog kan helt bestemt være en dejlig familiehund, da den har en venlig og blid natur, når den omgås mennesker. Dens personlighed er pålidelig og forudsigelig, og den har ofte et fokus på sine ejere og opsøger dermed gerne deres opmærksomhed.

Dog har racen også en mere egenrådig side, hvor den til tider har behov for at være alene. Dermed foretrækker den til tider sit eget selskab, hvilket du som ejer skal give den plads til. Dit nuttede muskelbundt skal nok opsøge dig igen, når den atter har brug for kærlighed og omsorg.

2. God med børn

Den Engelske Bulldogs blide og venlige sind gør, at den er rigtig god med børn. Selvom racen kan have en tendens til vrede og aggression, så er dette som regel kun over for andre hunde, hvormed dette ikke bør afskrække dig fra at anskaffe dig en Engelsk Bulldog, når du har børn.

Racen er nemlig generelt blid og meget tålmodig, hvormed den sagtens vil kunne hygge sig med børn. Dens lave aktivitetsniveau gør dog, at den formentlig ikke vil være den helt store legekammerat ude i haven, selvom racen bestemt også godt kan have sine aktive øjeblikke.

3. Nem at træne

En Engelsk Bulldog er individualist med stort ”I”, og generelt har racen ikke den store forkærlighed for træning, selvom dette kan variere stærkt fra hund til hund. Disse egenskaber sammen med racens tendens til stædighed gør, at en Engelsk Bulldog kan være svær at træne.

Dog egner racen sig alligevel ikke til hård træning, da de kan døje med åndedrætsbesvær pga. af deres karakteristiske korte snuder. Derfor bør du i stedet fokusere energien på at træne din hunds adfærd og på mentale udfordringer, hvor hunden skal bruge sit hoved.

Værd dog forberedt på, at det kan kræve en masse tålmodighed at træne den egenrådige Engelske Bulldog, men belønninger, afveksling og korte træningssekvenser kan være vejen frem.

4. Kan være alene hjemme

Selvom en Engelsk Bulldog kan være egenrådig og have brug for lidt alenetid, så er den først og fremmest en selskabs- og familiehund. Derfor er racen ikke god til at være alene hjemme i alt for lang tid ad gangen, da den er mest afslappet, når den har sin familie omkring sig.

Dog kan langt de fleste hunde lære at være alene hjemme, hvis du træner dem til det helt fra hvalp af. Selvom det kan føles besværligt at lære din hvalp at være alene hjemme, så vil det i længden være alt besværet værd, da du vil få en mere afslappet hund ud af det, som netop finder ro og tryghed i at være alene hjemme.

5. Lydighed

Den Engelske Bulldog elsker generelt at hænge ud med sin ejer, men den er langt fra altid lydig. Racen er nemlig relativ egenrådig, hvilket vil sige, at en Engelsk Bulldog hovedsageligt foretrækker at gøre, som den har lyst til.

Kommandoer og strenge toner, som går den imod, kan blive ignoreret fuldstændigt af hunden. Derfor er det altid en langt bedre ide at træne din Engelske Bulldogs lydighed ved hjælp af belønninger og positive toner, hvis du vil have et godt resultat.

6. Stædighed

En Engelsk Bulldog er kendetegnet ved dens tendens til at være stædig. Hvad de fleste mennesker måske dog ikke er klar over, det er, at racens stædighed ofte bunder i, at de er utroligt følsomme og endda sensible væsner.

Derfor er det ofte hårde kommandoer og negative toner, som kan få en Engelsk Bulldog til at blive stædig, da den reagerer følsomt på kommandoen, og dermed bliver trodsig. Derfor er det altid langt bedre at belønne og rose positiv adfærd fremfor at råbe og afstraffe de negative handlinger.

7. Aktivitetsniveau

En Engelsk Bulldog er ikke en speciel aktiv race, hvormed den ikke kræver særlig meget træning pga. af dens tendens til åndedrætsbesvær på især varme dage. Dermed kan én dejlig slentretur om dagen være nok motion for en Engelsk Bulldog.

I stedet kan du aktivere hunden mentalt ved at gå på nye og spændende steder med masser af dufte som f.eks. i en hundeskov. Værd dog opmærksom på, at Engelske Bulldogs kan optræde aggressivt overfor andre hunde, hvis den bliver udfordret af dem.

8. Fælder hunden?

En Engelsk Bulldog har en forholdsvis kort pels, som ikke kræver særlig meget pleje sammenlignet med mange andre hunderacer. Den korte pels gør ligeledes, at racen ikke fælder særlig meget, hvilket helt klart kan være en god bonus.

Derfor behøver du netop ikke børste din Engelske Bulldog, men hvis du gerne vil komme de løse hår til livs, inden de sætter sig på tøj eller i sofaen, så kan du med fordel køre et fugtigt vaskeskind over din hunds pels hver dag. På denne måde indsamler du de fleste af de løse hår.

9. Allergivenlighed

Hvis du er allergisk over for hunde, så er sandheden desværre den, at ingen hunderacer er 100 % allergivenlige – heller ikke den Engelske Bulldog.

Selvom man kan fristes til at tro, at en Engelsk Bulldog er relativ allergivenlig, da den ikke fælder overdrevent meget, så er det ikke kun pelsen, som allergikere reagerer på. Allergien skyldes nemlig også allergener, som findes i hundens spyt og urin.

Derfor hører den Engelsk Bulldog ikke til de såkaldte ”allergivenlige hunde”.

10. Vagtegenskaber 

En Engelsk Bulldog er et vaskeægte muskelbundt, men mange mennesker vil nok lade sig snyde af dens lave aktivitet og ellers blide sind, når det kommer til at bedømme dens evne som vagthund.

Men faktisk er racen en ganske god vagthund. Den kan ikke helt måle sig med f.eks. en Dobermanns konstante årvågenhed, men den Engelske Bulldog har beholdt sit mod fra de dage, hvor den blev brugt til at lokke tyre med. Dermed vil den altid være klar på at forsvare sin familie mod ubudne gæster eller sit territorium mod fremmede hunde.