Du er her: Forsiden Blog Australian Stumpy Tail Cattle Dog – En særpræget brugshund til enhver
Australian Stumpy Tail Cattle Dog

Australian Stumpy Tail Cattle Dog – En særpræget brugshund til enhver

11-06-2021

 

FCI gruppe 1: Hyrde og kvæghunde

Australian Stumpy Tail Cattle Dog er en forholdsvis ny brugshund med oprindelse fra Australien. Her er den blevet anvendt til hjælp på de store områder med kvæg, når disse skulle samles. Det er ikke en typisk familiehund og egner sig ikke til førstegangshundeejeren. Det er en hund, der er tolerant over for familiemedlemmer og viser et imødekommende gemyt, så snart den er tilstrækkeligt mentalt og fysisk aktiveret. Med sådan en hunderace må man ikke forvente en hund, der sidder stille særligt længe.

Temperament – Den modige og trofaste kvæghund

En Australian Stumpy Tail Cattle Dog er en modig og stålfast hund. Til trods for at størrelsen er lille sammenlignet med kvæg, udviser den en nervefasthed og beslutsomhed i sit arbejde. Den er loyal overfor sine familiemedlemmer, men kan være en anelse reserveret overfor fremmede. Det er en vogtende hund, der dog ikke viser tegn på aggression, men kan have tendens til at gø.

Udseende – Muskuløs med naturligt afstumpet hale

Den Australske Stumpy Tail Cattle Dog er yderst velproportioneret. Dens holdning skal skabe grundlag for en stor udholdenhed, der er velegnet til et fysisk krævende arbejde. Det er en hund af mellemstørrelse og med en kort og fladt liggende pels. Det racetypiske, der adskiller denne hunderace fra andre, er den naturligt forekommende hale, der er afstumpet. Øerne er spidse og oprejste. Snudepartiet har en spids form. Øjnene fremstår mørke og markeret med en oval form. Den er generelt set muskuløs og kvadratisk samt kompakt i sin bygning.

Højde:

44-51 cm

Vægt:

16-23 kg

Farver:

        Blågrå

        Rød meleret

        Ensfarvet blå

        Sort

        Sort og blå

Pels – En vandafvisende pels der kræver minimal pleje

Pelsen hos en Australsk Stumpy Tail Cattle Dog er tætsiddende. Pelsen består af et dobbeltlag med en kompakt og blød underuld med stride og tætsiddende dækhår. Pelsen er modstandsdygtig overfor vind og vejr og særligt vandafvisende. Grundet pelsens konstruktion formår hunden at regulere temperaturen under arbejde.

Pelspleje:

En Australsk Stumpy Tail Cattle Dog kræver ingen eller meget lidt pelspleje. Den vandafvisende effekt i pelsen er ligeledes modstandsdygtig og afvisende overfor skidt og snavs. Pelsen fælder en del under fældeperioden i foråret og efteråret. Fældningsperioden kan afhjælpes ved daglig børstning.

Aktivitetsniveau – En energifyldt og opmærksom arbejdshund

Australian Stumpy Tail Cattle Dog er en energisk og opmærksom arbejdshund med et stort aktivitetsniveau. Det er en hund, der er avlet til hårdt krævende kvægarbejde og besidder derfor en stor udholdenhed. Det er ikke en hund, hvor man kan forvente, at den ønsker at ligge stille i sofaen og ønsker i stedet konstant bevægelse. Denne hunderace har behov for mental og fysisk aktivering flere gange dagligt samt store vidder at løbe på.

Træning:

Det høje aktivitetsniveau og den store udholdenhed gør denne hunderace velegnet til agility eller især hyrdning. Det er en hund, der arbejder hurtigt og tæt med sin træner. For en hund som den Australske Stumpy Tail Cattle Dog, der har en tendens til et højt stressniveau, er det en fordel at anvende afledning som en del af træningen. Denne hund ser sjældent den store interesse i godbidder og kan derfor være svær at belønne. Motivationen skal være til stede for en succesfuld træning. Uden den rette motivation finder denne hunderace hurtigt sin egen aktivitet.

En Australsk Stumpy Tail Cattle Dog er særligt velegnet til følgende træningsformer:

        Afledende varierende træning

        Konsekvent

        Belønning (der overgår godbidder)

Sundhed – En robust og sund hund med en høj levealder

En Australsk Stumpy Tail Cattle Dog er en avlsmæssigt sund hund uden kendte arvelige problematikker. Det er en hund med en høj levealder og man ser ofte, at hunden bliver 15-18 år eller mere. For at opretholde en sund og energisk hund, er det vigtigt med en tilstrækkelig daglig motion.

Konklusion – En kvæghund til den ambitiøse hundeejer

For en hundeejer der har et højt trænings-ambitionsniveau, kan en Australsk Stumpy Tail Cattle Dog være det rette valg. Med denne hund må man ikke forvente en rolig familiehund. Den er generelt imødekommende og tålmodig overfor familiemedlemmer, store som små, så længe at der tilbydes en tilstrækkelig mental og fysisk aktivering dagligt. Det er en hund med en stor udholdenhed samt kan tendere til at være egenrådig, hvilket man bør tage forbehold for i træningen.

En Australsk Stumpy Tail Cattle Dog er velegnet her:

        En familie, der ønsker en hårdtarbejde hund

        En familie, der tidligere har hundeerfaring

        En familie, der har et stort udeområde