Du er her: Forsiden Blog Bengalen
bengalske kat

Bengalen

16-10-2021

 

Bengalens race opstod, da det lykkedes en kvinde at krydse små vilde asiatiske leopardkatte med almindelige korthårede huskatte. Som resultat opstod Bengalen: En kat med kæledyrsegenskaber og udseende som en leopard. Den er en kærlig og loyal kat, der elsker at lege, træne, tumle og klatre. Den fungerer godt i børnefamilier og kan også bo sammen med andre kæledyr. Den har minimal pelspleje, men elsker alligevel at blive børstet og kælet med.

Stor og muskuløs

Bengalen er en mellemstor til stor kat. Fuldvoksne hanner vejer 4,5-7 kg, mens hunnerne er lidt mindre og vejer 3,5-4,5 kg. De er atletiske katte med en stærk og muskuløs krop. De har mellemlange ben, en tyk hals og store runde poter. Halen er relativt tyk med en afrundet sort halespids.

Forventet levetid

Denne katterace er generelt kendt for at være sund, og den forventede levetid er 9-13 år. Selvom racen overordnet er sund er der identificeret en række sygdomme og sundhedsmæssige problemer, du bør være opmærksom på. Progressiv Retina Atrofi er en arvelig sygdom, der medfører blindhed hos katte. Sørg derfor for, at din opdrætter er ansvarlig og har styr på avlslinjen. Fladbrystet killingsyndrom er en misdannelse i brystet, der kan medføre åndedrætsbesvær. Hofteledsdysplasi påvirker hoften og kan give smerter hos din kat.

Da racen er meget aktiv har den brug for en afbalanceret kost med masser af protein. Tag eventuelt en snak med en dyrelæge om din kats kost.

Pels og pelspleje

Bengalens pels viser tydelige træk fra forfaderen leoparden. Pelsen er kort og i et marmoreret eller plettet mønster i mange forskellige farver og nuancer: Brun, guld, rust, elfenben samt orange. Der er meget begrænset pelspleje ved denne katterace, da pelsen ikke bliver filtret. En ugentlig børstning er mere end rigeligt til at undgå mange hår i hjemmet, og din kat vil nyde det i højeste grad.

Fældning

Da pelsen er kort, har katten en svag tendens til at fælde, så det er ikke noget, du behøver at bekymre dig for.

Den gode jæger der trives udenfor

Din Bengaler kan sagtens være en udekat, men da de er fantastiske jægere er det ikke usandsynligt, at de vil fange føde på egen hånd, når de er udenfor. De fleste Bengaler vil trives bedst ved at kunne være udenfor, hvor de kan bruge deres energi og få lov til at klatre og tumle.

God til børn og andre dyr – bare ikke fisk

De fleste Bengaler fungerer godt med andre dyr som eksempelvis hunde. Vær dog opmærksom på, at Bengalen ikke er smart at have i et hjem hvor der også er fisk. Den er ikke bange for vand og kan derfor finde på at forsøge at fiske med poterne i dit akvarium.

Katteracen fungerer fint med små børn men trives bedst med de lidt ældre, der kan matche dens energiniveau. Generelt finder den godt selskab i børn, da de gerne vil lege ligesom den vil, så den er en fin familiekat.

En meget aktiv kat

Bengalen er en aktiv kat, der stiller relativt store krav til sin ejer. Hvis du aldrig har haft kat før, bør du overveje, om Bengalen vil blive en for stor udfordring for dig. Den kræver meget aktivering og underholdning, fordi den blandt andet er meget intelligent og nysgerrig.

Lodret territorium for din kat er altafgørende, da den elsker at klatre. I modsætning til de fleste andre katte er Bengalen ikke bange for vand og leger gerne i det. Da racen har høj intelligens nyder de at blive trænet og lære tricks. Hvis den kommer til at kede sig, kan den finde på at ødelægge ting, så det er altafgørende, at den holdes beskæftiget. Katten er selvsikker, venlig og altid opmærksom. De er kærlige og elsker deres ejere, som de gerne vil have meget opmærksomhed fra.

Snakkesalig

Bengalen har et højt vokalt niveau, hvilket vil sige, at den er meget snakkesalig. Dens knurren kan lyde relativt dyb, hvilket formentligt stammer fra dens vilde forfædre. Hvis man ikke er til en kat med et højt lydniveau, er dette ikke katten for dig, men hvis du derimod ønsker samspil og leg med din kat, er dette den perfekte race for dig.