Du er her: Forsiden Blog Hvad er Verdens mindste hesterace
Falabella

Hvad er Verdens mindste hesterace

12-11-2020

”Falabella” er navnet på den mindste hesterace i verden. En fuldvoksen hest bliver kun op til 75 cm. i højden (typisk mindre). Hesteracen stammer fra Argentina og er opkaldt efter den familie, som oprindeligt opdrættede den på deres ranch tæt ved Buenos Aires. Falabellaen er en relativ ung race, der ikke har eksisteret i mere end cirka 100 år.

På grund af den lille størrelse kaldes den også for ”miniaturehest”.

Lær mere om den godmodige og blide hesterace

falabellaen er blid og venlig, og den har et meget afdæmpet temperament. Som følge af dens lille størrelse har den en meget spinkel knoglestruktur. Derfor bruges hesten primært som kæledyr eller kørehest (og anvendes på grund af knoglestrukturen ikke til ridning). Den største udbredelse af falabella findes i USA, hvor hesteracen anvendes som kæledyr.

Det er særligt i forhold til knogleopbygningen, at falabellaen skiller sig ud fra alle de andre hesteracer. Den har kun 17 ryghvirvler, hvor alle andre heste har 18. Af denne grund har den heller ikke lige så mange ribben.

Den kan fødes med mange forskellige farver, og den blive helt op til 40 år gammel.

Sjælden og dyr

Det er kun 100% racerene falabellaer, der fremavles. Dette gør hesteracen sjælden og dyr at anskaffe sig. Da hesten primært kun egner sig til kørsel og fornøjelse, er det kun de mest dedikerede hesteejere, der vælger at anskaffe sig en miniaturehest.

Det vides ikke, hvordan falabellaen i første omgang blev avlet frem. En gammel myte fortæller, at den nedstammer fra en fuldblodshest, som familien i Argentina krydsede med shetlandsponyer.

En anden historie fortæller, at falabellaen kom til at eksistere takket være ejeren af ranchen i Argentina. Senor Falabella (der ejede ranchen, hvor der i dag avles miniatureheste) holdt hver dag øje med en masse indianere, som kom til området omkring ranchen for at vande deres heste i en nærliggende flod.

På et tidspunkt så han en meget lille hingst, som indianerne havde med sig.

Den var unaturlig lille, og Senor Falabella spurgte indianerne om, hvad der var galt med hesten. Han fik svaret, at den led af såkaldt ”dværgsyge”.

Dette fandt Senor Falabella både interessant og fascinerende, og han fik lov at købe hingsten og valgte herefter at opdrætte små heste fra den.

Kåringen som verdens mindste hest

Der afholdes forskellige konkurrencer omkring heste. Én af dem handler om størrelsen. I mange år har det været en hest ved navn ”Thumbelina”, der blot måler 43 cm. i højden, som har været indehaver af titlen.

Thumbelina vejer 27 kg. og ser eventyrlig lille ud, når den græsser ved siden af en almindelig hest.

Det er Guinness Rekordbog, der igennem de seneste godt 100 år har ført statistik over, hvilken hest der både er den mindste, og hvilken der er den letteste.

Ifølge den verdenskendte rekordbog har Thumbelina, hvis navn har reference til eventyrpigen ”Tommelise”, været rekordindehaver siden år 2006. Hun blev født i 2001 og bor sammen med en gruppe andre miniatureheste på en farm i Missouri, USA.

I 2010 blev Thumbelinas titel udfordret, da føllet ”Einstein” kom til verden. Einstein målte 35,5 cm. i højden og vejede blot 2,7 kg., da ejerne til ham ansøgte om optagelse i Guinness rekordbog.