Du er her: Forsiden Blog Hvad er en Trojansk hest ?
Trojansk hest

Hvad er en Trojansk hest ?

03-01-2021

Der findes masser af skønne hesteracer i verden. Nogle er små, andre er store, og nogle er avlet til fysisk arbejde, mens andre er gode til spring og dressur.

Der er én ”type” hest, der intet har at gøre med dyr, avl og ridning – trojaneren.

En ”Trojansk hest” er en udgave af malware, der kan skabe store ødelæggelser på din computer. Typisk er malwaret forklædt som lovlig software, og det kan derfor være svært at sikre sig 100 % mod de skadelige programmer.

Herunder kan du læse mere om trojaneren, og du får viden om, hvorfor malwaret har et navn, der giver referencer til et dyr.

Hvor stammer ”Trojansk hest” fra som begreb?

Den trojanske hest er et udtryk, der stammer fra Odysséen. Da Troja havde været belejret i 10 år, valgte grækerne at bygge en kæmpe, stor hest i træ, der skulle bruges som dækning og kamuflage. Når de græske krigere gemte sig i hesten, ville de kunne opnå passage til Troja.

Grækerne forærede trojanerne den store træhest, og de tog den til sig som gave og førte den ind gennem byporten.

Om natten kunne de græske soldater krybe ud af hesten og åbne de store byporte for den græske hær.

På denne måde kunne grækerne hærge og erobre Troja.

I dag anvendes Trojansk hest som betegnelse for malware, der i princippet er designet på samme måde, som den teknik grækerne anvendte til at besejre Troja.

En ”trojaner” er et skadeligt program, der umiddelbart ser tilforladeligt og uskyldigt ud, men som gemmer på skadeligt indhold. Det er lavet med ondsindede bagtanker, og det har til formål at hacke sig adgang til personlige konti eller lægge systemer ned.

Hvad er en ”trojaner”?

Det er IT-hackere og cyberkriminelle, der bruger trojanere. En trojansk hest kan se ud som en uskyldig opdatering af din computer, men reelt set være malware. Det er først, når det skadelige program er indlæst og aktiveret på din computer, at problemerne opstår. Der kan være forskellige formål med malwaret. Det kan være for at udspionere dig, hacke dine personfølsomme oplysninger, sjæle dine data eller for at få adgang til din PC ad bagvejen.

Den første gang, hvor begrebet om en ”trojaner” blev taget i anvendelse, var i 1974. Det var i en rapport fra det Nordamerikanske luftvåben, der beskrev analyser af de sårbarheder, som datidens computere kunne bære.

Det var først op igennem 1980’erne, at betegnelsen for alvor blev udbredt og anvendt.