Du er her: Forsiden Blog Alt du skal vide om Dobermann
dobermann

Alt du skal vide om Dobermann

23-07-2021

En Dobermann er en venlig, loyal, klog, lærenem og utrolig elegant hunderace. Racen har et højt aktivitetsniveau, og den er generelt lydig og glad for at lære. Dertil er det en fantastisk familiehund, som elsker at sove på sofaen – dog med det ene øje åbent, sådan at den altid er klar på at kunne beskytte sin familie med ubudne gæster.

Dobermann racen har sin oprindelse i 1870’ernes Tyskland, hvor den blev skabt af Friedrich Louis Dobermann, som avlede forskellige, ukendte hunderacer med hinanden. Racerne havde dog alle det til fælles, at de var kloge hunderacer, da Dobermann’s mål var at skabe en effektiv vagthund, som kunne hjælpe ham med hans job som skatteopkræver, nattevagt og kommunal hundefanger.

Dermed kom den kloge, hengivne og venlige hunderace til, som vi i dag kender som en Dobermann.

Raceinfo

Personlighed

En Dobermann er af natur en meget fredelig, hengiven og venlig hund, som knytter tætte bånd med de personer, som omgås den. På trods af dette er en Dobermann dog ikke udpræget behagesyg, hvormed racen til tider kan have en tendens til at være relativt stædig.

Dette kommer specielt til udtryk i hundens unge år, hvor den formentlig vil afprøve grænser. Dette gør sig specielt gældende for hanhundene. Når en Dobermann dog kommer igennem denne ungdomsperiode – ofte hjulpet på vej med kyndig træning af personer, som har erfaring med racen -, så vil den voksne hund ofte blive en trofast og hengiven familiehund.

Antal i Danmark

Det vides ikke præcist, hvor mange Dobermann der er i Danmark, men det er en populær familie- og brugshund, hvormed du formentlig vil se den på gaden før eller siden.

Forventet levetid

10 – 12 år (afhængig af sygdomsforløb og eventuelle problemer i alderdommen).

Hvis du gerne vil sikre dig, at din Dobermann er så sund som muligt, så bør du købe den fra en anerkendt og godkendt opdrætter af racen. En opdrætter skal nemlig have sundhedspapir fra dyrlæge og udstillingsresultater, førend deres hvalpe kan får DKK stamtavle. Ved derfor at købe fra en avler, så sikrer du dig, at din Dobermann har sunde og raske forældre. 

Skulderhøjde – han

68 – 72 cm.

Skulderhøjde – hun

63 – 68 cm.

Vægt – han

32 – 45 kg.

Vægt – hun

32 – 45 kg.

10 ting du skal vide om Dobermann

1. Familieegnet

Da en Dobermann er en brugshund, og derfor ofte bliver set i arbejdsrelaterede situationer, så er det ikke alle mennesker, som anser racen for at være en familiehund – men dette er en stor misforståelse.

Dobermann er nemlig en formidabel familiehund, da racen er loyal og kærlig over for mennesker, hvormed den bestemt er en type hund, som kan sprede en masse glæde og tryghed i ethvert hjem.

Hvis du gerne vil have en Dobermann som familiehund, så kræver det dog, at du gør en indsats med træningen. En Dobermann er intelligent og kraftfuld, og den kan have en tendens til stædighed, hvormed du bør træne med racen for at sikre dig, at hunden ikke udvikler en uhensigtsmæssig adfærd.

2. God med børn

En Dobermann er rigtig god med børn, hvilket netop også er en af de kvaliteter, som gør, at den egner sig godt til at være en familiehund. Dog er det ekstra vigtigt, at du tager din Dobermann hvalps træning seriøst, hvis der også er børn i familien, da du 100 % grundlægger hundens opdragelse og fremtidige adfærd igennem træningen.

Formår du dog at tage hånd om hvalpen og dens udvikling, så kan du få en veladapteret, social og aktiveret Dobermann, som er rar og omgængelig for både børn og voksne. Den vil elske at lege med børnene ude i haven, men den vil samtidig helt sikkert gerne putte sammen med jer på sofaen om aftenen.

3. Nem at træne

En Dobermann er arbejdskrævende, da det er en klog race, som dermed har brug for at blive udfordret. Derfor elsker racen netop også at få opgaver, hvilket gør den samarbejdsvillig og lærenem, og den er generelt rigtig dejlig at træne.

Samtidig kan en Dobermann dog godt have en tendens til at være en smule stædig, hvormed det er vigtigt, at du er konsekvent med din træning. Dog skal du altid bibeholde en venlig stemmeføring og kropssprog, sådan at hunden ikke kommer til at forbinde træningen med noget negativt. Det er derfor anbefalet, at du afslutter enhver øvelse med en god stemning, sådan at hunde opmuntres og får lyst til at træne videre.

4. Kan være alene hjemme

En Dobermann er generelt god til at være alene hjemme, men da den har et højt aktivitetsniveau, så bør du ikke lade den alene i alt for lang tid ad gangen. Dertil kan det være en god ide at have noget aktivitetslegetøj, som din Dobermann kan underholde sig med, når den er alene hjemme, sådan at den kan rette sin energi mod noget konstruktivt.

Som udgangspunkt kan langt de fleste hvalpe trænes til at kunne være alene hjemme. Det kræver selvfølgelig en indsats fra ejerens side, da det er en proces for hvalpen af lære det. Det er dog altid besværet værd, da du i sidste ende får en mere afbalanceret og rolig hund ud af det.

5. Lydighed

En Dobermann er generelt meget lydig, da det er en klog og lærenem hund, som elsker at få stillet opgaver. Dermed vil den formentlig være super motiveret for træning, hvis du formår at skabe en positiv og sjov oplevelse for hunden.

Dog indeholder racen samtidig en tendens til stædighed, og fordelingen mellem stædighed og lydighed svinger meget fra hund til hund, da det til dels også afhænger af hundens ophav. Derfor er det en rigtig god ide at belønne den lydige adfærd, så du fremmer denne egenskab hos din hund.

6. Stædighed

Dobermann racen kan godt have en tendens til stædighed og egenrådighed, men det svinger meget fra hund til hund. Når du derfor skal købe dig en hvalp, så kan det være en god ide at spørge ind til forældrenes sind og adfærd, da genetikken potentielt kan spille en rolle i, hvor stædig hvalpen bliver.

Dog kan du også altid komme en potentiel stædighed til livs ved hjælp af træning. Hvis din hvalp udviser tegn på stædighed, så er det en god ide at fokusere på dette aspekt i dens træning, sådan at du kan få minimeret disse tendenser hurtigst muligt.

Din Dobermann vil formentlig før eller siden teste sine egne og dine grænser, da de har en tendens til dette i deres ungdomsperiode (ligesom så mange andre hunderacer). Dermed er det vigtigt, at du fastholder træningen og er konsekvent med den, da en Dobermann lærer bedst på denne måde.

7. Aktivitetsniveau

En Dobermann er en såkaldt brugshund, da racen igennem tiden er blevet avlet og trænet til specifikt at blive brugt som vagthunde. Dermed har en Dobermann et medfødt højt energiniveau og en dynamik, som kan kræve en hel del tålmodighed at skulle arbejde med.

Derfor er det rigtig vigtigt, at man som ejer af en Dobermann er indstillet på, at hunden skal have mulighed for at kunne bruge sit hoved og sin krop, sådan at den kan få afløb for denne energi på en sund måde.

Selvom en Dobermann skal have rigeligt med motion og aktivitet, så er den samtidig også en lille puttefis, som elsker at ligge i sofaen og slappe af sammen med dens familie. Dette er netop en af de egenskaber ved racen, som samtidig gør den til en super god familiehund.

8. Fælder hunden?

En Dobermann har en kort og relativ hård pels, som er tæt tilliggende til dens hud. Pelsen har blå og sorte farver, og så er den skinnende og glansfuld.

En Dobermann fælder, men da den har en relativ kort pelstype, så er der tale om minimal fældning sammenlignet med mange andre mere langhårede racer. Du behøver derfor ikke vedligeholde din Dobermann’s pels med børstning.

Vil du dog gerne komme de små hår til livs, inden de sætter sig i dit tøj eller i sofaen, så kan du med fordel overtørre pelsen med et fugtig vaskeskind hver dag. På denne måde får du nemlig fanget de fleste af de løse hår af.

9. Allergivenlighed

Da Dobermann racen har korte hår og en moderat fældning, så er den væsentligt mere allergivenlig på dette punkt end mange andre hunderacer. Dog er dens fældning moderat igennem hele året, hvormed den stadig er langt fra allergivenlige.

Til gengæld er en Dobermann faktisk relativt tilbøjelig til allergi og hudfølsomhed, og sådanne hudproblemer kan føre til tør og skallende hud, hvilket kan føre til større mængder slib rundt omkring i huset. Dette kan være allergifremkaldende for allergikere.

10. Vagtegenskaber 

Hvis du vil have en god vagthund, som altid er på vagt, så er en Dobermann den rette hund for dig. Racen blev netop avlet med fokus på at skabe en klog vagthund, som ville være i stand til at hjælpe dens ejere med forskellige arbejdsopgaver.

Dette har resulteret i, at racen er kendetegnet ved konstant at være vågen, og at den er frygtløs i beskyttelsen af dens familie og hjem, hvis der dukker ubudne gæster op. Samtidig er den dog kærlig og venlig over for de mennesker, som den kan mærke, der er velkomne i ejerens hjem.

Lad dig derfor ikke snyde, når du ser en Dobermann tage en lur på sofaen – den er evig og altid på vagt og klar til at beskytte de mennesker, som den elsker.