Du er her: Forsiden Blog Kastrering af hanhund – hvilken hund får du bagefter?
hanhund

Kastrering af hanhund – hvilken hund får du bagefter?

05-10-2022

 

Når du får din hanhund neutraliseret eller kastreret, fjerner dyrlægen hundens testikler. Det betyder først og fremmest, at din hanhund ikke kan gøre hunhunde drægtige, og at han heller ikke vil være interesseret i hunhunde i løbetid. Det betyder også, at han nemmere bliver overvægtig.

Er din hanhund nervøst anlagt, er han aggressiv, eller letter han ben op ad møblerne, kan en kastration være løsningen. Men kun hvis hans adfærd skyldes hormoner. Er han nervøs af andre grunde, kan neutraliseringen gøre situationen værre.

Du bør derfor altid rådføre dig med din dyrlæge, inden du træffer beslutningen. Den kan ikke gøres om.

Hvad sker der med hundens temperament?

Efter en kastration kan du forvente, at den adfærd, som var hormonstyret, aftager. For nogle hunde betyder det, at de bliver mindre aggressive overfor andre hanhunde. For andre betyder det, at de holder op med at lette ben op ad sofaen. Men der er absolut ingen garantier.

Der er en udbredt overbevisning om, at kastration gør en hanhund mere omgængelig og fredelig. Det er også rigtigt, hvis han er ivrig og småaggressiv på grund af hormoner. Men det er langt fra altid årsagen.

Det skal også siges, at hormonniveauerne falder af sig selv, og at det altid er en god idé at afvente og se, hvordan din hunds temperament udvikler sig, når han er ovre puberteten.

To gange teenagehund

Hanhunde går i en form for pubertet to gange i løbet af opvæksten. Det er en god idé at lade din hanhund gå gennem de to puberteter, før du beslutter dig for, om han skal kastreres. I hvert fald hvis du overvejer kastration på baggrund af adfærd.

En hanhund kommer i sin første pubertet, når han er omkring et halvt år og i sin anden pubertet omkring de to år. Kommer man som hund og ejer gennem de to stadier, falder der som regel ro over hunden.

Måske bliver det værre

Der er dog nogle hunde, der trives dårligt med løsslupne kønshormoner, uanset hvor gamle de bliver. I de tilfælde kan en kastration være den bedste løsning – både for dig og for din hanhund, men kun hvis hans aggression og nervøsitet skyldes hormoner. Hvis din hanhunds adfærd skyldes noget andet – som en traumatisk oplevelse eller en følsom personlighed – kan en kastration gøre det hele værre.

Ved kastrationen fjerner man testosteronet, som er med til at gøre hunden modig, og det kan give alvorligt bagslag, hvis du ikke inden har sat dig ind i, hvorfor din hund opfører sig nervøst eller aggressivt. Du risikerer simpelthen, at din hund bliver endnu mere nervøs og måske dermed mere aggressiv.

Er du i tvivl, så kan det være en god idé at kastrere din hanhund medicinsk i første omgang, så du kan se, hvordan han reagerer. Du skal være opmærksom på, at effekten af en kastration på din hanhunds adfærd kan tage op til et halvt år.

Hvorfor kastrere din hanhund?

Set fra hundens perspektiv gør hormonerne, at han hele tiden skal være på vagt og hele tiden være klar til at kæmpe for den nærmest tilgængelige hunhund. Det kan være meget stressende for ham, især eftersom han jo nok ikke har adgang til hunhunde. Derfor kan det give din hanhund ro at blive kastreret.

Selve hanhundens evne til at lave små hunde kan faktisk vare i 1-2 måneder efter kastrationen, fordi sæden opbevares i bitestiklerne og kan holde sig der i et godt stykke tid.

Efter en kastration skal du være opmærksom på din hanhunds vægt. Den hyppigste udfordring efter en kastration er overvægt. Hvis du har en udstillingshund, er det desuden værd at vide, at han kan udvikle mere under-uld, og at hans pels kan blive mere mat.

Efter kastration er det en god idé at skifte til et foder med lavere energiindhold og skrue op for motionen.