Du er her: Forsiden Blog Hvordan sætter man bedst en hund og en kat sammen?
hund og kat sammen

Hvordan sætter man bedst en hund og en kat sammen?

21-09-2022

 

Gamle historier siger, at hunde og katte ikke kan leve sammen. Det er heldigvis ikke rigtigt. Her kan du læse en detaljeret beskrivelse af, hvordan man bedst sætter hunde og katte sammen, men nøgleordene er tålmodighed og at gå langsomt frem. Start langsomt, og introducer dem lidt af gangen. Så kan du sagtens have både en hund og en kat i samme hjem, og de kan lære ikke bare at tolerere hinanden, men at trives sammen.

En tidlig start er bedst

Med ekstra tålmodighed kommer man langt, men et af de bedste råd er, at man starter med at sætter dyr sammen, mens de er små. Det er selvfølgelig ikke altid en mulighed, men når de er unger, så lærer de nemmere at tolerere hinanden. Får du dem ikke samtidig, så er det sværere, men det kan sagtens lade sig gøre.

Det kan dog være svært for det ældre dyr at skulle dele sit territorie med et nyt dyr, som ofte er en unge med masser af energi. Start altid langsomt og lyt til dine dyrs signaler.

Små skridt er vejen frem

Når du bringer det nye kæledyr hjem, så er det vigtigt, at de to dyr ikke møder hinanden med det samme. Respekter at det dyr, der har været længst i hjemmet, skal til at dele det. Hold dem derfor adskilt ved, at det nye dyr lukkes inde i et rum, hvor det andet ikke kan komme. Det gamle dyr har så stadig det meste af huset til rådighed, som det er vant til.

De to dyr vil med det samme kunne lugte og høre hinanden. De vil måske gø og mjave af hinanden gennem den lukkede dør, men de vil langsomt lære hinanden at kende. Du kan eventuelt vænne dem til hinandens lugt hurtigt ved at lægge et af deres tæpper ved den anden.

Rare associationer

Lad dem se, at der sker rare ting med den. Du kan fodre dem samtidig på hver deres side af døren, og du kan sætte dig med dem og nusse på skift, så de slapper af.

De her første trin tager dage og måske uger, men de er det hele værd.

Når de rigtigt skal mødes

Når de er tid til at mødes, så er det vigtigt, at de kan slippe væk fra den anden. Hunde er ofte mere opsøgende, så hold hunden i snor og lad katten løbe, som den vil. Lad dem snuse til hinanden, når de er klar, og snak roligt til dem. Det skal være kort den første gang. Så skal de adskilles igen. I starten kan du gøre det en eller to gange om dagen.

Når de virker trygge, så kan du lade dem mødes uden snor. Her er det vigtigt, at du er der hele tiden. Når du er klar til at lade dem færdes frit, så anbefales det stadig, at de holdes adskilt et stykke tid, når de er alene uden mennesker. Hold øje med deres signaler. Er de aggressive, så lad dem få ro hver for sig. 

Når du følger disse gode råd, så kan de fleste sagtens have hund og kat, som tolererer hinanden. En del vil endda opdage, at de bliver gode venner, som ligger og putter sammen.