Hvor langt må en hund gå?
Hunde trives med daglig motion og aktivering, men hverken for meget eller for lidt. En voksen hund uden skavanker og sygdomme kan gå mellem fem og 30 kilometer om dagen alt efter race, størrelse og tempo. Hvis I går i et lavt tempo med pauser og vand, kan de fleste hunde gå mere end 20 kilometer på en dag.
Hundehvalpe kan gå langt mindre. En generel anbefaling er, at du kan lufte din hundehvalp 10-15 minutter ad gangen to til tre gange om dagen.
Så langt må du gå med en hundehvalp
Hvis du snart får en lille hundehvalp, er det vigtigt, at du giver hvalpen den rette mængde motion. En god tommelfingerregel lyder, at du to gange om dagen kan lufte hunden i, hvad der svarer til hundens alder i måneder gange fem. Det vil sige, at hvis du har en hundehvalp på tre måneder, kan du lufte den i 15 minutter to gange om dagen. Når hvalpen bliver fem måneder, vil varigheden være 25 minutter to gange om dagen.
Du bør være opmærksom på, at hundehvalpe kan være meget forskellige på gåture. Hvis du har en meget forsigtig hvalp, der bruger det meste af tiden på at snuse, kigge rundt og sætte sig ned, kan du sagtens lufte den i mere end 15 minutter. Hvis du derimod har en hundehvalp, der spurter rundt og trækker i snoren, bør du holde dig til de 15 minutter.
Hvorfor bør du begrænse hundehvalpes motion?
Helt unge hvalpe oplever en hurtig vækst og udvikler sig fra dag til dag. Det betyder også, at hvalpens krop endnu ikke er hverken moden eller stærk nok til lange gåture.
Når du lufter din hundehvalp, bør du især undgå monoton motion på hårde overflader. Det kan være lange strækninger på asfalt eller fortove. Underlaget og de mange monotone bevægelser vil være hårdt for hvalpen, og det kan have en negativ indvirkning på hvalpens udvikling af sener og led.
Så langt må du gå med en voksen hund
Store, raske hunde kan gå rigtig langt, hvis tempoet holdes moderat, og hvis de har adgang til vand. Små hunde kan også gå relativt langt under disse forhold, men vil ofte blive afkræftet hurtigere end store hunde. Under de rette forhold kan de fleste raske, voksne hunde gå op til 30 kilometer om dagen.
Sådan kan du aktivere din hund udover gåture
Hvis du ikke vil gå for langt med din hund – eller hvis dine egne stænger er ved at være lidt ømme –er der heldigvis andre metoder til at aktivere hunden.
Hunde har godt af motion, men gåture bidrager ikke med nok stimuli alene. Hunden skal også udfordres mentalt. Det kan du gøre på flere måder. Her er tre ideer, du kan bruge som inspiration:
1 Træning
Hunde elsker at blive udfordret, og det bør du udnytte. Du kan træne med din hund på mange måder. Du kan lære den tricks, lydighed og regler. Hvis du udnytter hundens kærlighed til udfordringer gennem træning, vil du samtidig styrke jeres samarbejde. Herudover er det en rigtig effektiv metode til at gøre hunden træt.
1 Leg
Leg er også en rigtig effektiv metode til aktivering af hunde. I kan lege med alt fra bolde til træktov. På den måde får du også selv en pause fra de lange gåture.
1 Søg og spor
En rigtig sjov og effektiv metode til at aktivere din hund er at ”gå spor”. Det kan gøres på flere forskellige måder. Du kan eksempelvis lægge nogle godbidder i en lige linje med afstand imellem hver godbid. Herefter er det hundens opgave at finde godbidderne – husk at lægge en god gevinst for enden af sporet. Når hunden bliver mere erfaren, kan du øge afstanden mellem godbidderne og dermed skrue lidt op for sværhedsgraden.
Hvad er minimumsgrænsen for motionering af hunde?
Nu er du blevet klogere på, hvor langt en hund maksimalt kan gå. Men hvad er egentligt minimumsgrænsen for motionering af hunde? Hvis vi tager udgangspunkt i voksne, raske hunde, anbefales det, at hunden minimum aktiveres mellem 20 til 30 minutter to gange om dagen. Herudover skal hunden gerne have minimum 30 minutters hård fysisk aktivitet.
Vær opmærksom på, at ældre hunde eller hunde med skavanker ofte vil have et lavere aktivitetsniveau.
Hvorfor har hunden et behov for motion?
Hunde, der bliver aktiveret, motioneret og stimuleret vil generelt være gladere, mere lydige og generelt fungere bedre fysisk, mentalt og i sociale sammenhænge. Mangel på motion og stimulering vil ofte føre til, at hunden bliver ængstelig, frustreret og rastløst.
Motionen hjælper naturligvis også med at holde hunden rask og stærk. Hvis hunden får den rigtige kost og god motion hver dag, vil den have en markant lavere risiko for overvægt og diverse sygdomme.