Hvor gammel skal en hund være før den må sælges?
Når du skal have hund, er det vigtigt, at du sætter dig ind i de gældende retningslinjer. En hundehvalp skal, ifølge lovgivningen, være minimum 8 uger, før den må sælges og købes. Både du og sælger kan straffes, hvis dette ikke overholdes. 8 uger er altså den tidligste alder, men du kan også sagtens overtage en hvalp, der er et par uger ældre. Mange anbefaler desuden minimum 10 uger, selv om lovgivningen har sat et andet minimumskrav. Der er flere vigtige faktorer her.
Du må aldrig købe en hund, der er under 8 uger gammel
Hvalpe er bare super søde, når de er helt små, men det er vigtigt ikke at overtage en hvalp, før den er minimum 8 uger. I de 8 uger sker der mange adfærds- og følelsesmæssige ting hos hvalpen, som kun kan udvikles gennem et forhold til hundemor og søskende. Derfor kan hvalpen tage skade og få alvorlige mén både sundhedsmæssigt og mentalt, hvis den fjernes fra moderen, før de 8 uger er gået.
Hvis du bliver tilbudt at overtage en hvalp, der er mindre end 8 uger gammel, skal du altid henvise til lovgivningen. Ifølge lovgivningen kan både sælger og køber straffes med en bøde, hvis overdragelsen sker, inden hvalpen er blevet 8 uger.
Hvorfor skal hvalpen være 8 uger?
Hvalpen får sin primære socialisering gennem et bånd til mor og søskende. Det er her, hvor grundlaget for generelle ’regler’ i livet tillæres. Dette kaldes også prægning.
Socialisering
Hvalpen skal have tilstrækkelig lang tid med hundemor og søskende for at lære at omgås andre hunde, dyr og mennesker. Hvalpen bliver vant til at være omkring andre, og vil derfor fremadrettet ikke være bange, når den støder på nye dyr og mennesker. Dette er en stor del af at opdrage en hund, der er både venlig og social.
Retningslinjer
Derudover vil hvalpen også til dels lære at kende forskel på rigtigt og forkert. Hundemor sætter hvalpen på plads, og dette er hvalpen langt mere modtagelig for, end når du først begynder. Du vil endvidere også få en ’bedre’ legesyg hund, da hvalpen gennem leg med mor og søskende lærer at beherske og udnytte tænder, kløer og kræfter i korrekt omfang.
Motorik
Grunden til, at 10 uger anbefales af nogen er, at hvalpen udvikler mange motoriske evner fra syvende uge og frem. Her kan hvalpen have brug for tryghed og mor, så denne udviklingsfase ikke forstyrres. Det vigtigste er dog at overholde de 8 uger som minimum. Nogle hundemødre bliver også træt af hvalpene, og så er det bedst at overdrage dem hurtigst muligt.
Hvalpen er i sin sekundære socialiseringsfase
Selv om langt de fleste hvalpe er klar til at forlade hundemor, når de indtræder i 8. uge af deres liv, er det vigtigt at være opmærksom på, at der stadig sker en stor udvikling i hvalpen i denne fase af livet. De falder hurtigt til, men hvalpen er stadig i et stadie i sit liv, hvor hver uge byder på ny udvikling. Hvalpen har lært den første socialisering gennem sine bånd til mor og søskende, og nu skal du overtage den videre socialisering hos hvalpen. Det er vigtigt, at hvalpen får en masse positive oplevelser, så den kan blive klar på livet på bedste vis. Positive oplevelser uden alt for meget utryghed og fremmedhed er essentielle, hvis du ønsker en hund, der skal være tryg resten af livet. Hvalpene lagrer dårlige oplevelser for evigt, og i en tidlig alder kan det komme til at udgøre alvorlige adfærdsproblemer for hunden på sigt.
Pas på din 8 uger gamle hvalp
Nu når du har overtaget dit nye fine familiemedlem på blot 8 uger, skal du ikke tro, at hvalpen er helt klar til at indtage den store verden. Hvalpen er stadig i et sårbart stadie, hvor oplevelser, ting og indtryk ikke må blive for overvældende. Det vigtigste er først og fremmest, at hvalpen lærer dig, nærmeste familie og det nye hjem at kende. Der rådes ligeledes til, at hvalpen ikke tages med ud i for voldsom grad. Dette kan du begynde på, omtrent syv dage efter anden vaccination. Her vil hvalpen være cirka 13 uger gammel. Det er også vigtig at huske på at hvalpens syn ikke er helt færdig udviket endnu. Det sker først når den er omkring 10 uger gammel.