Er alle hunde lige gode til at kommunikere?

Forstå årsagen til misforståelser

Er du selv hundeejer, så har du måske lagt mærke til, at det ikke er alle hunde der kommer lige godt ud af det med hinanden? Måske har du endda også bemærket, at der ses et mønster for bestemte hunderacer, der ikke har helt så nemt med at komme ud af det med artsfæller? I så fald, kan du meget vel have ret, for det er ikke alle hunde der er lige gode til at kommunikere og nogle gange er det endda deres udformning og genetiske træk der er årsagen til problemet.

Hvordan kommunikerer hunde?

Hunde kommunikerer ikke så meget med lyd som det gør sig gældende for os mennesker. Eller i hvert tilfælde er det ikke således, at en hund kan danne så mange lyde som når vi selv bruger vores verbale sprog. I stedet er den største kommunikationsmetode hos hundene kropssproget og det er de ekstremt dygtige til at mestre. Hel sikkert vil din hund endda sige meget mere end hvad du lige opfanger og måske noget helt andet end hvad du forventer.

Hundens sprog skal tillæres

Som sådan har en hund ikke noget sprog når den bliver født, hverken verbalt eller nonverbalt. Hvalpe er både døve og blinde når de kommer til denne verden og her er det duftstoffer der gør sig gældende, når de eksempelvis skal finde deres mor og finde frem til søskende og modermælken, altså hvad der skal til for at overleve. Først når hunden er omkring 14 dage gammel, kan den se og høre, hvorfra den skal begynde at lære det komplekse sprog der skal gøre det muligt, at kommunikere med artsfæller, og for de domesticerede hundes vedkommende, også mennesker.

Instinkter er grundlæggende for kommunikationen

Når hvalpene har udviklet alle sanser, skal sproget udvikles og tillæres. Her er en stor andel af det grundlag der ligger for kommunikationen, noget der allerede er inkorporeret i form af et instinkt. Dernæst er det reaktionerne fra søskende og ikke mindst deres mor, der er afgørende for deres videre færden i den kommunikative verden. Her er det afgørende af tæven ved hvordan man skal kommunikere den første tid, og på denne måde går sproget generationer tilbage og endda helt tilbage til ulvene.

Ikke alle hunde kan hele hundesprogs-ordbogen

Hvis ikke der er en vis tillæring i opvæksten og eventuelt også senere i livet i form af det rette hundesprog, så er det ikke noget som det enkelte individ kan lære videre. Derfor er der en stor forskel på, hvordan hunde kommunikerer. Der vil derfor altid være en smule der går tabt, fra den ene generation til den anden, men det er dog muligt at rette op på, ved hjælp af den rette socialisering med andre artsfæller gennem livet. Det er dog også derfor, at der er en hel del forskel på hvordan de forskellige hunde kommunikerer, ligesom at der kan være flere måder at udtrykke præcis de samme ting.

Forskel mellem forskellige racer

Der er forskel på hvordan de forskellige hunderacer kommunikerer. Egentlig vil alle måske give det samme sproglige udtryk, hvis og såfremt, at alle hunde så ens ud, præcis som man ser det fra de vilde ulve. Nu er det dog således, at hundene har forskellige udformninger og nogle har endda et udseende der er en anelse ekstremt og afvigende, sammenlignet med den oprindelige hund, ulven. Derfor vil der også være hunde der har begrænsninger i deres måde at kommunikere på, når der skal tales med læber, næse, position, hale eller ører og øjne.

Derfor er det vigtigt at vide der er forskel på hundenes kommunikation

Måske du tænker det kan være lige meget hvordan lige præcis din hund kommunikerer, men det har dog en ret stor betydning, hvis der skal kommunikeres med andre hunde og andre racer. For hvis der er begrænsninger i sproget, eller at det ”udtales” på forskellig vis, så kan der opstå unødige konflikter, da hundene bliver noget forvirret over de signaler der udsendes fra afvigende racer. Eksempelvis kan en hund uden hale ikke placere denne neutralt for at vise imødekommenhed, men i stedet sænkes bagkroppen, hvilket kan indikere undertrykhed i stedet. Ligesom at en hund med forkortet næseparti, kan have svært ved at undgå et ”smil”, hvilket anses for en truende adfærd af andre hunde.

Hvilke racer har svært ved at kommunikere?

Nogle hunde har et udseende der afviger fra den oprindelige form, med udgangspunkt i ulven. Til trods for at der er avlet i generationer på de hunde vi har i vores hjem, så er kombinationen af nedarvet sprog og instinkter universel for alle hunde, uanset deres race. De hunde der er begrænset som følge af deres udseende, vil have sværere ved at gøre sig forståelige i deres sprog overfor andre artsfæller og her gælder det blandt andet de hunde med et fladere snudeparti, kortere eller manglende haler, hængende ører eller på anden vis har et udseende, der forhindrer dem i at give de signaler som naturen har tiltænkt det når det kommer til hundesprog. Det samme gør sig gældende for hunderacer der har et bredt forparti og måske endda helt naturligt læner sig mere frem fortil end andre.

Udseende der kan være forhindrende i tydelig kommunikation;

·         Hængende ører

·         Kortere snudeparti

·         Fremstående og stirrende øjne

·         Mangelfuld hale

·         Bredt forparti

·         Underbid

·         Manglende sorte aftegn omkring øjne og læber

Racespecifikke tendenser

Foruden udseendet, har nogle racer tendenser som er nedarvet, måske tidligere som et brugsmiddel i eksempelvis jagt eller anden adfærd, der har været en fordel eller ønskelig. Det gælder eksempelvis hunde der har nedarvet racespecifikke egenskaber som at kunne gø en hel del, eller hunde der er mere energiske i deres fremtoning. Hunde der har racespecifikke tendenser der afviger fra det ”naturlige” og universelle hundesprog, vil også have en større tendens til denne adfærd i kommunikationen med andre artsfæller, hvilket kan have betydning for forståelsen og udtrykket.

Hunde gør det de har erfaring med virker bedst

De fleste hunde, uanset deres udseende og udstråling, vil gøre det de har erfaring med virker bedst. Det er sådan at hjernen er indrettet, for at undgå at begå de samme fejl som tidligere af erfaring har vist sig ikke at have effekt. Det samme gælder når det kommer til kommunikation, hvor hundene selv kan have mulighed for at finde frem til den løsning og den udstråling der har størst effekt i forhold til deres ønske i relation til andre hunde. Derfor vil der med en masse erfaring, kunne tillæres alternativer til de steder i kommunikationen hvor de eventuelt er begrænsede, hvilket for nogle racer betyder, at socialisering fra så tidlig en alder som muligt, er essentielt for at kunne omgås andre artsfæller uden misforståelser.

Derfor er socialisering vigtig for alle hunderacer

Når hunde skal lære sproget i ordbogen, så gør de det delvist ved at have erfaring med mødet mellem andre artsfæller. Indlæringen, også for sproget, er størst i en tidlig alder og derfor er det nødvendigt for alle hunde, uanset deres udstråling og udseende, at de kommer i kontakt med andre hunde, så de kan lære at omgås disse på en tilstrækkelig og hensigtsmæssig måde. Uden den rette og nok socialisering, så vil det kunne betyde, at det bliver særligt svært at møde andre hunde, selv når i blot er på den daglige gåtur.

Manglende socialisering kan medføre følgende;

·         Aggressivitet som følge af nervøsitet

·         Manglende evne til at kommunikere

·         Angst for at møde andre, selv på afstand

·         Større sandsynlighed for overfald, som følge af manglende erfaring i hundesprog

Kan begrænsede hunde være sammen med andre artsfæller?

Hvis du er en af de heldige ejere der har en hund med begrænsninger i forbindelse med det universelle hundesprog, så betyder det ikke, at du skal afholde dem fra at være sammen med artsfæller, tvært imod. Faktisk er det her endnu mere vigtigt med en masse samvær med andre hunde, for at finde på de løsninger der gør sig forståelige, til trods for at det ikke er hvad de tidligere har lært. En god idé kan være at finde sammen med andre af samme race eller type og derfra begynde at møde andre hunderacer, i takt med at socialiseringen skal udvides.

Konklusion

Nu har du måske en større forståelse for, hvorfor det ikke er alle hunde der er lige gode til at kommunikere og hvorfor det eventuelt ser ud til at være racebetonende. Først og fremmest kan det være manglende indlæring eller manglende socialisering, men det kan i den grad også være grundet begrænsninger i deres anatomiske og racespecifikke træk.

Hvis du møder en hund der er begrænset i kommunikationen, så bør du derfor være ekstra opmærksom på den kontakt der finder sted, da der er større sandsynlighed for misforståelser.

Hvis du derimod er en af de hundeejere med begrænsede hunde i forhold til kommunikation, så er det særligt vigtigt at du er opmærksom på din hund, sørger for at der er ekstra fokus på tilstrækkelig socialisering, selv i en tidlig alder og at du eventuelt finder faste ”legekammerater”, hvor du ved at der er forståelse mellem de forskellige hunde.