Du er her: Forsiden Blog Alt du skal vide om Bolognese
Bolognese

Alt du skal vide om Bolognese

13-02-2022

 

Hvis du leder efter en sød og kærlig selskabshund, så er racen bolognese måske noget for dig. Den lille, hvide hund elsker at være familiens midtpunkt, og trives bedst i selskab med sine mennesker.

Måske studser du over, at den har samme navn, som en meget populær pastaret. Det skyldes, at hunderacen bolognese oprindeligt stammer fra Bologna i Italien. I en periode holdt racen hof i det italienske kongehus. I 14- og 1500-tallet var den lille hund en fornem gave i adelige kredse. Aristokraterne var vilde med hundens smukke udseende, samt milde, gode personlighed. Af samme årsag kan kunsthistorikere tit finde afbildninger af bolognesen på gamle malerier fra Italien. Afbildningerne fra kunsten gjorde hunderacen til et særligt statussymbol blandt det øvre borgerskab tydelig.

Bolognesen tilhører Bichon-familien, som også tæller Bichon Havanais og Bichon Frisé, mens den også er en nær slægtning til Malteseren og Coton de Tulear. Det er den mest reserverede race i Bichon-familien, og selvom Bichon-racerne er populære i dagens Danmark, er bolognesen stadig et relativt sjældent syn. Det er ellers en både kærlig, hengiven og venlig hund, der elsker både store og små mennesker. 

Personlighed

En bolognese har en skøn og venlig personlighed. Den udviser altid masser af kærlighed overfor familien, men kan være lidt reserveret overfor fremmede. Når den først har lært dig at kende, vil du dog opleve, at den overgiver sig helt til dig. Den er intelligent og lærenem, og hvis du har lyst til at lære din hund tricks, så er en bolognese noget for dig. En bolognese er en lille cirkushund, som elsker at få opmærksomhed og ros for sine optrædener.

Nogle gange bliver den så ivrig, at den begynder at vise sine tricks uden at blive bedt om det - hvilket kan være til stor underholdning for dens publikum. Det er ikke tilfældigt, at racen har været det foretrukne valg blandt gadeartister og cirkusfolk. Som de fleste selskabshunde bliver bolognesen meget knyttet til sine ejere, og den bryder sig ikke om at blive efterladt til sig selv længe af gangen.

Hvis du bor i lejlighed er racen et godt valg. Den kan nemt tilpasse sig en lille lejlighed, da den ikke har et højt aktivitetsniveau. Du skal til gengæld være opmærksom på, at racen har tendens til at gø, hvilket kan være generende for naboerne på den anden side af væggen. Til gengæld er racen klog og med grundig træning, kan du lære den at lade være med at gø på kommando. Da racen er sød, omgængelig og lærenem, er den et relativt godt valg for førstegangsejere. Den er følsom, og vil trives bedst i en forudsigelig hverdag.

Forventet levetid

Du kan forvente at din bolognese bliver omkring 12-14 år. Hundens alder er selvfølgelig afhængigt af dens generelle helbred, samt eventuelle sygdomsforløb eller uheld. Når du køber hund, bør du altid vælge en anerkendt og certificeret opdrætter, så du er sikker på, at din hund er så sund og rask som muligt. En opdrætter har brug for at få sundhedspapirer fra en dyrlæge, gode udstillingsresultater, samt en stamtavle fra Dansk Kennel Klub, før at de kan få godkendelse til at avle. På den måde er hvalpekøberen sikret, at deres nye hund kommer fra raske forældre, som lever i ordentlige omstændigheder. 

Antal i Danmark

Det er uvist hvor mange bolognese, som eksisterer i Danmark. Racen er stadig et relativt sjældent syn, men i stigende takt med at bichon-familien bliver mere populær, ser man flere hundekøbere interessere sig for den lille, hvide hunderace. Der er også få anerkendte opdrættere af bolognese. 

Højde og vægt - hunner:

25-28 cm, 2,5-4 kilo

Højde og vægt - hanner:

27-30 cm, 2,5-4 kilo

10 ting du skal vide om bolognese:

#1 Familieegnet:  

Hvis du leder efter den perfekte familiehund, så er bolognesen værd at overveje. Den søde race vil elske alle familiens medlemmer, og den trives med at være omkring mange mennesker. Den knytter sig til mere end én person, og den er også glad for børn. Den er loyal, kærlig og underholdende. Den er også venlig overfor andre hunde og dyr, så hvis familien har andre kæledyr, kan I trygt regne med, at jeres bolognese vil være en god tilføjelse til husstanden.

God som familiehund - karakter: 5 ud 5

#2 God med børn:

Bolognesen elsker mennesker - unge såvel som gamle. Da bolognesen er en lille hunderace, skal du dog være opmærksom på den, hvis den leger med helt små børn. Generelt kan små hunderacer nemlig lettere komme til skade, og de skal derfor helst lege med små børn under opsyn af en voksen.

God til børn - karakter: 4 ud af 5

#3 Nem at træne:

Når din hund er i hvalpefasen, er tidlig socialisering altafgørende. Da bolognesen har et reserveret personlighedstræk, er det ekstra vigtigt, at den bliver tryg ved at møde nye mennesker og hunde fra en tidlig alder. Sørg for at hvalpen får en masse positive oplevelser fra en ung alder, og at den bliver eksponeret for forskellige slags miljøer. Det er investering i fremtiden, og du vil få en meget nemmere og mere omgængelig bolognese i den lange bane med tidlig socialisering.

Hvis du er interesseret i hundesport, kan bolognesen potentielt også være et godt bud. Racen er ikke traditionelt anvendt til agility eller andre typer hundesport, men nogle bologneser vil finde det sjovt og underholdende. Du kan også overveje at lave sporarbejde med din bolognese, hvor den træner sin næse. Mest af alt er den dog glad for lydighedstræning og tricks, og du vil uden tvivl få masser af glæde ved at lære din bolognese en lang række sjove hundetricks. Dog-dancing er også en mulighed: En disciplin indenfor hundesport, hvor hunden trænes til at udføre en koreografi sammen med ejeren til et bestemt stykke musik.

Nem at træne - karakter: 3 ud af 5

#4 Kan være alene hjemme:

Mange små selskabshunde døjer med separationsangst. Det kan resultere i, at de er bange for at blive efterladt alene. Når de bliver forladt af deres ejere, vil de måske gø, hyle eller være destruktive. Det er vigtigt at træne din bolognese-hvalp i at være alene hjemme tidligt. På den måde lærer hvalpen, at der ikke er noget at være bange for.

Start med at lade hvalpen være alene i korte perioder, og sørg for at mød den med masser af ros og leg, når du vender tilbage. Sådan vil din bolognese hurtigt lære, at det ikke er så slemt at være alene, og ejeren altid kommer tilbage.

Kan være alene hjemme - karakter: 4 ud af 5

#5 Lydighed:

Bolognesen er en super intelligent hund, som er lærenem og elsker at få nye tricks i sit repertoire. Den keder sig dog også nemt, og som træner skal du variere dine øvelser og træningsmetoder, så hunden bliver ved med at føle sig motiveret. Racen reagerer bedst på en rosende, positiv tilgang, som forstærker dens motivation.

Klikker-træning er også en god idé. Hold igen med mange godbidder og hundesnacks, da små hunde let kan blive overvægtige. Du får ikke meget ud at råbe eller udskælde din bolognese i jeres træningssessioner, da den er sensitiv og ikke reagerer godt på aggression (hvilket gælder for de fleste hunderacer). Bolognesen er en sand performer, og den vil elske at vise sin tricks frem for venner og familie.

Lydighed - karakter: 5 ud af 5

#6 Stædighed:

Med en bolognese får du en hund, som både er selvstændig, men som stadig lægger vægt på god kontakt. Den vil sjældent bevæge sig langt væk fra sine ejere. Selvom at den kan have svært ved at være alene, så har den en mere selvstændig natur i sammenligning med andre skødehunde.

Stædighed - karakter: 3 ud af 5

#7 Aktivitetsniveau:

Din bolognese vil elske en god gåtur, hvor den kan få lov at snuse og få masser af indtryk. Dens lille størrelse betyder, at den ikke har det højeste aktivitetsniveau, og derfor skal du ikke motionere den ligeså intenst som ved større racer. Du kan nøjes med to-tre korte ture om dagen af cirka tyve minutters varighed.

Derudover har racen selvfølgelig også brugt at blive stimuleret, når den er hjemme. Selvom bolognesen godt kan lide at ligge på sofaen og putte, så vil den elske, at du leger med den og øver tricks, når I er hjemme. Hvis du har lukket have eller gård, vil den også værdsætte at komme ud og snuse i løbet af dagen. Leg er dog aldrig en erstatning for en gåtur, og racen vil have brug for at komme ud af huset flere gange dagligt.

Aktivitetsniveau - karakter: 2 ud af 5

#8 Fælder hunden?

Bolognesens pels kræver en del tid og pleje. Du skal børste den grundigt flere gange om ugen, og helst én gang om dagen. Ellers vil pelsen filtre og klumpe sig sammen, mens skidt og snavs vil ophobe sig i pelsen. Du skal særligt grundig med bolognesens pelspleje, når den skifter fra hvalpepels til voksenpels.

Hunden har også brug for jævnlige bade, så den altid er ren og velholdt. Du skal især være opmærksom på området omkring øjnene, hvor pelsen kan blive misfarvet, hvis hundens øjne løber i vand. Giv den gerne et bad hver anden uge, hvilket minimerer pelsplejeniveauet og filterknuder. Det er en god idé at vende hunden til pelspleje fra en tidlig alder, så det bliver en hyggelig og ubesværet stund.

Hvis du ikke har drømme om at udstille din bolognese, kan du vælge at få klippet pelsen kort hos en hundefrisør. Det kan reducere det høje pelsplejeniveau, selvom at du aldrig kan komme udenom de jævnlige børstninger. Udover pelspleje er det en god idé at give hunden en hyppig tandbørstning for at undgå tandsten, som kan udvikle sig til infektioner. 

Fælder hunden – karakter: 4 ud af 5

#9 Allergivenlighed:

Racen bliver betragtet som en allergivenlig hund, da den ikke har under-uld og fælder minimalt. Du vil dog stadig komme i kontakt med dens hår under børstning. Hundeallergi handler dog ikke kun om pels og fældning, men også om hundens spyt, urin og hud.

Som ejer vil du uundgåeligt komme i kontakt med disse allergener, og hvis du har fået konstateret hundeallergi hos din læge, bør du overveje, om det er en god idé at få en hund. Alt for mange hunde bliver nemlig flyttet fra deres hjem, fordi ejerne ikke kan tåle dem, hvilket er synd for både hunde og ejere.

Allergivenlighed - karakter: 5 ud 5

#10 Vagtegenskaber

Hvis du drømmer om en god vagthund, så er bolognese ikke det rette valg. Selvom at den godt kan finde på at sige 'vov', og ikke er stor fan af fremmede, så reagerer den sjældent med aggression. Du kan altså sagtens forvente, at den giver lyd fra sig, når den hører folk ved døren, men derudover er der ikke meget vagthund i bolognesen.

Vagtegenskaber – karakter: 2 ud af 5

FAQ

Er bolognese en familiehund?

Ja! En bolognese er en familiehund med stort F. Den er sød og loyal og vil både elske familiens gamle og unge medlemmer. Du bør dog altid sørge for at helt små børn leger med bolognesen under opsyn, da små hunderacer nemmere kan komme til skade under vild leg.

Hvordan er en bolognese?

Bolognesen er en venlig, underholdende og lærenem hund. Den elsker at lære nye tricks. Den har ikke et højt energiniveau, og behøver få, korte gåture dagligt. Den er vild med at lege og putte i sofaen.

Hvor meget koster en bolognese?

Prisen på en bolognese varierer alt efter, hvor du køber den. Hvis du køber hvalpen fra en avlsgodkendt opdrætter, vil den typisk være dyrere, men til gengæld er du også sikker på, at den kommer fra raske forældre og er blevet avlet under acceptable vilkår.

Hvor kan man købe en bolognese?

Du kan købe en bolognese fra en opdrætter, som avler på racen. Nogle gange kan du finde en bolognese på et dyreinternat eller købe den fra en familie, som ikke længere har tid til deres hund. 

Anbefalet kost

Som hvalp skal du finde specialiseret hvalpefoder, som støtter hunden i dens udvikling. Hvalpefoder er sammensat, så den får opfyldt alle dens ernæringsmæssige behov. Når din bolognese er 12 måneder, kan du skifte til voksenfoder. Det er vigtigt at vælge næringsrigt foder, som passer til små hunde. Dyrlæger anbefaler, at du vælger kornfri produkter til din voksne hund.

Små hunde har ofte tendens til overvægt sammenlignet med store hunderacer. Derfor skal du være opmærksom på din hunds vægt og sørge for at vælge noget foder, som ikke feder. Du bør også holde igen med godbidder, og vælge hundesnacks til mindre hunde. Derudover kan du undersøge hvad din hund godt kan lide! Nogle hunde er glade for et stykke kylling eller laks i maden. Andre gange godt lide at tygge på en gulerod eller et stykke agurk. Find sunde snacks, som gør din hund glad. 

Anbefalet legetøj

Din bolognese vil elske et godt udvalg af hundelegetøj. Der er mange slags legetøj til hunde på markedet, og du kan udvælge lidt af hvert, så hunden altid har noget at underholde sig med. Den vil elske at jagte en gummibold eller ruske i et tøjdyr. Den vil elske at lege med tøjdyr, som lugter af dig. Du kan med fordel lade tøjdyret ligge i din seng i et par dage, inden at du giver det til din hund.

Nogle hunde synes, at det er fedt at lege med pibedyr, som laver masser af lyd. Du kan også få legetøj, som har en god, stimulerende effekt: Det kan f. eks være puslespil til hunde, hvor du gemmer godbidder, og hunden selv skal regne ud hvordan, at den får fat på dem. Det kan især være en god idé, når hunden skal være alene hjemme, så den ikke kommer til at kede sig. Sørg altid for at vælge legetøj i sunde, bløde materialer, så din bolognese ikke kommer til at skade.