Hvor lang tid er en hund i løbetid?
Har du allerede en hund, eller overvejer du at anskaffe dig én, kan viden og information omkring løbetid være med til at gøre dig mere afklaret, om det skal være en han eller en hun/tæve.
Tæver er i løbetid cirka 2 gange om året, og for dig som ejer er det vigtigt, at du er bekendt med omstændighederne i denne periode hvor hunden er i løbetid.
Herunder får du alt den viden, du skal bruge for at få kendskab til, hvad løbetid er, og hvordan du kan undgå, at din tæve bliver gravid/drægtig, hvis du ikke ønsker hvalpe.
Hvad er løbetid?
Ligesom kvinder har hunhunde/tæver også en cyklus, hvor den i en bestemt periode kan blive gravid.
Der kan være forskel på fra tæve til tæve, hvor lang løbetiden er, og hvor intense blødnings perioderne er.
I gennemsnit varer løbetiden 3 uger, hvor de mest kraftige blødninger finder sted i de første 14 dage. I starten af løbetiden vil blodet været rødligt, og i de sidste dage vil det skifte til en mere gullig farve.
Tævens tidspunkt for ægløsning (der hvor hunden kan blive gravid og æggene i livmoderen kan befrugtes) kan være meget svingende fra hund til hund, og det er ikke sikkert at din hund har ægløsning på samme tidspunkt i perioden hver gang. Typisk vil ægløsningen finde sted fra midten af løbetiden og hen mod slutningen af løbetiden.
Hvor tit er tæver i løbetid?
Den første løbetid begynder, når tæven er mellem 6-12 måneder gammel. Der er tendens til, at små hunderacer tidligere kommer i løbetid sammenholdt med større hunderacer. Derfor kan det svinge lidt fra hund til hund, hvornår tæven kommer i sin første løb.
Du skal regne med, at din tæve er i løbetid ca. hver 6. måned, men det er meget forskelligt fra hund til hund.
Tæven vil fortsætte med at være i løbetid hele sit liv. De går ikke i ”overgangsalder” (ligesom kvinder) men fortsætter med at have blødningsperioder hele livet igennem.
Hvis din tæve netop har været drægtig og fået sine hvalpe, så vil den næste løbetid først komme 2-3 måneder efter fødslen.
I takt med at tæven bliver ældre, vil løbetidsperioderne skubbes, og der vil komme længere pauser imellem blødningerne.
Hvor lang tid bløder en hund i løbetid?
Den samlede løbetid hos en hund varer cirka 3 uger. Deraf bløder tæven omkring 6-10 dage hvor der dog kan være enkelte variationer. En cyklus varer som oftest 7 måneder.
Hvordan kan man se om en hund er i løbetid?
Oftest er det tydeligste tegn på løbetid ændret adfærd – såsom fx inaktivitet og mindre appetit. Derudover vil en tæve i løbetid have mere hævede skamlæber end normalt. Det er også normalt at tæven tisser hyppigere end udenfor løbetiden samt at der ville kunne være udflåd fra skeden.
I hvor lang en periode kan en hund blive drægtig?
En tæve kan kun blive drægtig imens den er i løbetid, og den har ægløsning. De fleste tæver får ægløsning ml. 10 og 14 dage efter de er gået i løbetid. Dog kan en tæve godt risikere at blive drægtig få dage forinden ved parring og det varierer en del fra hund til hund.
Hvornår kan en hund blive steriliseret?
Normalvis bliver der af de fleste dyrlæger altid rådet til at tæven først bliver steriliseret efter første løbetid. Derudover anbefales det at sterilisere tæven mellem to løbetider under den såkaldte hvilefase. Hvilefasen indtræffer ca. 2-3 måneder efter løbetiden, hvor hormonerne ikke er så aktive mere.
Hvalpe eller ej?
Når du har en tæve, skal du være opmærksom på dens adfærd og aktiviteter i forbindelse med løbetidsperioden. Hvis ikke du ønsker hvalpe, skal du undgå, at din hund løber rundt på egen hånd.
Det tager ikke lang tid for en hanhund at få færden af din tæve, som er i løbetid. Selv hvis du lader din tæve være alene i haven, kan du risikere, at en hanhund får færden og opsøger din tæve.
Den bedste måde du kan undgå graviditet på, er ved at holde øje med din tæve. Sørg for altid at have den i snor på gåture. Dette gælder også velopdragne og lydige tæver. Hundens biologiske instinkter er stærke, hvorfor det er nødvendigt at have hunden i snor på gåture.
Det kan være en god idé at gå ture i fremmede omgivelser og på nye territorier, mens din tæve bløder. Det vil være helt naturligt, at din tæve efterlader sig duftspor på turen, som kan opfanges af nabolagets hanhunde.
Tæver (uanset race) udskiller en særlig duft, som signalerer at de er i løbetid. Denne duft tiltrækker hanhundene.
Når din hund er i løbetid, skal du undgå situationer, hvor der er mange andre hunde til stede. Det kan være i parker med hundeskove, eller det kan være hos venner eller familie med hunde.
Gode råd til dig som hundeejer
Perioden med blødninger påvirker ikke kun din hund fysisk, den påvirker også hunden mentalt, hvorfor der er brug for ekstra opmærksomhed og leg i denne tid.
Der findes gode råd, du som hundeejer kan gøre brug af, når du vil undgå, at din tæve bliver gravid. Derudover kan du gøre brug af disse råd, når du vil hjælpe din hund igennem sin løbetid.
- Brug en dufthæmmer - Der findes mentolspray, som du kan bruge for at kamuflere hundens duftspor i løbetiden. Denne kamuflageduft skal sprayes på den yderste spids af hundens hale og vil dække for den duft som udskilles når hunden er i løbetid.
- Giv ekstra opmærksomhed
Løbetiden påvirker din tæve på psykisk niveau. Den er bevidst om sine blødninger og de konsekvenser, som løbetiden medfører (f.eks. at den nu ikke kan løbe frit i naturen eller være alene i haven). Den har brug for, at du leger ekstra med den og forkæler den endnu mere med pleje, end du gør normalt.
Det er ikke kun risikoen for, at din hund kan blive gravid, du skal forholde dig til som hundeejer. Løbetiden med blødninger er forbundet med ekstra praktisk arbejde og rengøring.
Hvis du vil undgå blodpletter på gulvet derhjemme, skal du bruge de praktiske hundebleer. De fungerer på samme måde, som de gør på mennesker.
Som udgangspunkt vil din tæve finde bleen fremmed, og derfor skal du lade den tilvænne sig bleen i ro og i trygge omgivelser og passe på¨hunden ikke tager den af i hundesengen eksempelvis.
Det er en god idé at lade din tæve stifte bekendtskab med hundebleen, når den ikke bløder. Her kan den skabe sig alle de sanseindtryk, den har brug for, så den kan acceptere at have bleen på, når blødningerne starter.
Vil du helt undgå at din tæve kommer i løbetid kan du lade den sterilisere. Imodsætning til kvinder som stadig har deres menstruation bagefter, så stopper hunhunden med at bløde når den er blevet steriliseret.