Du er her: Forsiden Blog Alt du skal vide om Welsh Corgi Cardigan
Welsh Corgi Cardigan

Alt du skal vide om Welsh Corgi Cardigan

12-08-2021

Alt du skal vide om Welsh Corgi Cardigan

 

Gruppe 1 – Hyrde og kvæghunde

 

Med sine store ører og korte ben har Welsh Corgi Cardigan-racen indtaget familier verden over med storm. Den søde hunderace, der oprindeligt blev avlet som hyrdehund til kvæg, har et blidt og opmærksomt gemyt. Den elsker både sofahygge, og at lege i haven med børnene. Med sit hyrdeinstinkt værdsætter den når flokken er samlet, og den er derfor i allermest sit es, når hele familien er sammen.

 

Personlighed

 

En Welsh Corgi Cardigan er en intelligent og aktiv hund med et venligt temperament. Den er rolig, hengiven og dens samarbejdsvillige hyrdeinstinkt gør den til en fremragende selskabshund. Den kan nogle gange være lidt stædig, og kræver derfor at blive opdraget af en tålmodig og konsekvent ejer.

 

Forventet levetid

 

En sund og rask Welsh Corgi Cardigan bliver typisk 12-15 år. Racen har generelt et godt helbred uden genetiske sygdomme. Dog kan den have rygbesvær på grund af dens korte ben, og som ejer skal man være opmærksom på, at den ikke kommer til at gå op og ned af for mange trapper. De har også en ærgerlig tendens til overvægt.

 

Når du køber hund, bør du altid få den fra en godkendt hundeopdrætter. I Danmark skal man have udstillingscertifikat og sundhedspapirer fra en dyrlæge, før man må avle med stamtavle fra Dansk Kennel Klub. Sådan er man sikker på, at ens nye hundehvalp kommer fra sunde forældre.

 

Skulderhøjde

 

Hun: 25-33 cm

 

Han: 25-33 cm

 

 

 

Vægt

 

Hun: 11-17 kg

 

 

 

Han: 11-17 kg

 

10 ting du skal vide om Welsh Corgi Cardigan

 

1. Energiniveau

 

En Welsh Corgi Cardigan har et højt energiniveau. En kommende ejer skal være indstillet på flere daglige gåture i al slags vejr. Den elsker at løbe og brænde krudt af i naturen. Derudover vil den elske at lege med familiens børn og tilbringe tid i haven.

 

2. Kan de være alene hjemme?

 

De fleste hyrdehunde er ikke glade for at være alene hjemme. Det strider imod deres flokinstinkt. En Welsh Corgi Cardigan kan dog godt finde ud af at være alene hjemme, så længe at den får masser af opmærksomhed og stimulering resten af tiden. Man bør dog altid overveje hvor meget man er væk fra hjemmet, inden man anskaffer sig en hund.

3. Let at forveksle

 

Man kan let komme til at forveksle en Welsh Corgi Cardigan med en anden race: Nemlig en Welsh Corgi Pembroke. De to racer har både lignende navne og lignende udseende. Man kan lettest kende dem fra hinanden ved at kigge på deres haler: En Welsh Corgi Cardigan har en lang og busket hale, hvorimod en Welsh Corgi Pembroke har en lille, kort hale. Selvom de ligner hinanden af udseende, har de ikke helt samme temperament: En Welsh Corgi Cardigan er typisk en tand mere reserveret overfor nye mennesker, hvorimod en Welsh Corgi Pembroke elsker at være social og få opmærksomhed.

4. God med børn

 

En Welsh Corgi Cardigan er en god familiehund. Den har masser af energi og vil elske at lege med børnene i timevis. Man skal dog være opmærksom på, at den har tendens til at nappe i fødderne på grund af dens medfødte hyrdeinstinkt. Den kan derfor let blive fristet til at bide ud efter et par hurtige børnefødder. Det er vigtigt at lære ens hund fra en tidlig alder, at det ikke er tilladt at bide.

5. Lydighed

 

En Welsh Corgi Cardigan er en lærenem og lydig race, som kan lære en masse sjove tricks. De er dog nogle følsomme væsener, som nemt kan blive stressede. Derfor er det vigtigt at være konsekvent, men ikke for hård, i sin opdragelse. Da de har tilbøjelighed til at være stædige, bør man prioritere grundig lydighedstræning fra hvalpealderen.

6. Pelspleje?

 

Racen kræver minimal pelspleje i forhold til mange andre slags hunde. Til gengæld skal man være opmærksom på de fælder meget året rundt. For at undgå hundehår i hele huset, bør man børste sin Welsh Corgi Cardigan mindst én gang om ugen. Derudover kan man med fordel give dem et varmt bad i perioder, hvor de fælder ekstra meget. På den måde kommer man af med overskydende pels.

7. Allergivenlighed

 

Med dens tykke underpels og lange dækhår, er racen ikke anset som allergivenlig. Man anbefaler personer med slem pelsallergi at anskaffe sig en anden hunderace.

 

8. Kan man have en Welsh Corgi Cardigan i lejlighed?

 

Hvis man giver den nok motion og stimulering dagligt, kan den sagtens trives i en lejlighed. Man bør dog huske, at den ikke kan tåle at gå på mange trapper dagligt med dens korte ben. Den har også tendens til at gø, hvilket kan være en ulempe i lejlighed, hvor der er naboer på den anden side af væggen. Den gøende adfærd kan dog aflæres med konsekvent træning.

9. Hvilke farver har en Welsh Corgi Cardigan?

Racen kommer i alverdens farver: Det kan være nuancer af rød, brun og sølvbrun med sorte og hvide aftegninger. De har ofte hvide markeringer på brystet, maven og i hovedet.

 

10. Er Welsh Corgi Cardigan en god vagthund?

 

Det er en opmærksom vagthund, som typisk giver lyd fra sig, hvis den synes der noget i vejen.