Hvad er en araber hest

Den ædle hesterace skiller sig ud fra andre racer i sin kropsbygning. Hvor andre heste har 6 lændehvirvler og omkring 19 halehvirvler, har araberen 5 lændehvirvler og 16 halehvirvler.

Racen er én af dem, der er blevet avlet på i flest år. Den kan spores over 1000 år tilbage. Der findes historier om, at racen skulle have levet i vild tilstand på de Arabiske Øer. Dog har der aldrig været fundet rester af knogler her, så det har ikke været muligt at dokumentere disse historier.

En ”araber” (som racen ofte kaldes) er en lille og flot hest, der har en imponerende balance med en høj haleføring og slanke ben. 

Historien om den ædle araber hesterace

Navnet på racen fortæller meget præcist, hvor den stammer fra. For hundreder af år siden blev der stillet høje og skrappe krav til renhed af de heste, som skulle bruges til avl. Hvis ikke en hingst var 100% ren, blev den afskrevet fra at blive optaget i den såkaldte ”asillinje” (renhedslinje).

Hestene har levet i udfordrende vilkår i ørkenen, og disse vilkår har i stort omfang været med til at give hestene den styrke og modstandskraft, som kendetegner dem i dag.

I mange lande betegnes den arabiske hesterace som den mest elegante og den mest selvstændige hest.

Levevilkårene i ørkenen betød, at det kun var i vinterperioden og i starten af det tidlige forår, at hestene kunne spise græs. Ellers måtte de nøjes med kamelmælk, græshopper, tørret kamelkød og tørrede dadler i den resterende halvdel af året.

Det var kun de sundeste og stærkeste araber heste, der kunne holde til klimaet og denne ensidige føde.   

Sådan kom araber hestene til Europa

Det var først, da Maurerne invaderede lande i den vestlige del af Middelhavet, at de prægtige heste nåede udenfor de tørre ørkener. På denne tid i historien blev hesteracen udelukkende anset for at være dekoration. Den blev i bedste fald kun brugt, når der skulle afholdes parader. Hestene havde ingen reelle arbejdsfunktioner.

Under korstogene var det primært konger og fyrster, der tog hestene til sig som pynteobjekter, der skulle akkompagnere dem i forbindelse med offentlige begivenheder.

De flotte og betagende heste var ikke egnet til at blive anvendt i forbindelse med krigsførelse. Det krævede en solid muskulatur og en stærk krop at bære de tunge rustninger.

I løbet af tiden blev både rustning og våben lavet i mere lette og håndterbare størrelser. Det betød, at den arabiske hest kunne deltage i krig.

Fra Renæssancen og fremefter voksede efterspørgslen på hesteracen betydeligt. Den første krig, som hestene blev anvendt til, var Napoleonskrigene. Her viste araberhestene sig at være den bedste race.

I dag bliver der avlet araberheste i mange lande, og de kan avles med forskellige farver.

Der er nationale præferencer for, hvilke nuancer det er ønsket, at de historiske og elskede heste bliver avlet i.

Både klima og fodermæssige forskelle har indflydelse på hestenes størrelser og kropsbygning. 

Lær mere om Dansk Araberafdeling

Den danske avlsforening for araberracen har eksisteret siden 1960’erne, og den fokuserer udelukkende på avl, stambogsføring og registrering. Foreningen er med, når der afholdes de årlige kåringer af hesteracen, og den bidrager til, at der findes frem til de bedste dyr, så racen kan føres videre i fremtiden og overholde de internationale krav til hesteracen.

Det er muligt for alle registrerede arabere at deltage i de shows og rideopvisninger, som afholdes hvert år af Dansk Araberafdeling.

Det er i høj grad racens imponerende evner som ridehest og avlshest, der gør, at den fortsat i dag har stor popularitet blandt danskere og andre nationaliteter.