Du er her: Forsiden Blog Alt du skal vide om Shiba

Alt du skal vide om Shiba

12-02-2022

 

Shiba – også kendt som Shiba Inu – kommer fra Japan og betyder ”Lille hund”. Den har været kendt i mere end 3000 år – i starten som jagthund, nu mere som en familiehund blandt hundeejere, der gerne vil have en aktiv hund i en lille størrelse.

Shibaen er en af de hunderacer, der har bevaret mest af naturhundens personlighed, hvorfor den er god til aktive og erfarne hundeejere. Den er glad for vildt og dufte, og derfor kan den være svær at gå med løs, hvis ikke du lægger et stort arbejde i at træne netop denne egenskab.

Under træning reagerer Shibaen bedst på en kærlig, kompetent og konsekvent ejer samt belønningsbaserede metoder. Du bør undgå tvang og hårdhændede metoder samt meget lange træningssekvenser for at få det bedste resultat.

Den er meget loyal overfor sine ejere og de mennesker, den kender, mens den kan virke reserveret overfor fremmede.

Raceinfo

Personlighed

De bedste ord at beskrive en Shiba med er charmerende, skarpsindig, selvsikker, frygtløs, vagtsom og trofast – alt dette trods dens lille størrelse.

Shibaen er en meget livlig, lille hund med en ivrig personlighed. Den er intelligent og viljestærk, så den kræver en god træner, der har forstand på dens sind, men den er også velegnet som familiehund, hvis blot du får den opdraget og socialiseret i en tidlig alder.

Antal i Danmark

Shibaen er ikke et populært valg i Danmark; den når ikke listen over top-30 populære hunderacer, og der er færre end 540 registrerede hunde af denne race.

Forventet levetid

12 – 15 år (afhængig af sygdomsforløb og eventuelle problemer i alderdommen).

Skulderhøjde – han

35 – 43 cm

Skulderhøjde – hun

33 – 41 cm

Vægt – han

8 – 11 kg

Vægt – hun

6,8 – 9 kg

10 ting du skal vide om Shiba Inu 

#1: En ægte naturhund 

De fleste naturhunde har mistet en del af deres væsen i løbet af årene, idet at behovet for deres egenskaber ikke har været nødvendigt. Shibaen er dog en smule undtaget her, da den har det meste af naturhundens væsen i behold.

#2: Behov for indkaldelsestræning

Grundet dens bevarede væsen, kræver Shibaen, at du træner indkald med den. Ellers vil du have svært ved at lade den gå løs. Dette skyldes dens endnu store interesse for vildt og dufte, og det er en interesse, der kan være svær at holde nede.

#3: Behov for indhegnet have

Af samme grund, som at du ikke kan have den gående løs, medmindre du træner intensiv indkaldelsestræning, så bør du også have en forsvarligt indhegnet have. Ellers risikerer du, at hunden løber væk.

#4: Perfekt til den aktive familie

Shibaen – trods dens lille størrelse - er både livlig, stærk og udholdende. Den behøver derfor også en del motion og mental beskæftigelse for at den trives. Derfor er den perfekt til den aktive familie, der gerne vil lege og aktivere den.

#5: God til lejlighed og rækkehus

Til trods for den store aktivitet udenfor, så er den stille og rolig, når først den kommer indenfor. Den gør ikke, hvorfor den ikke er til gene for eventuelle naboer, og den sætter pris på god kontakt med sin familie og vil gerne snakkes med.

#6: Minimal pelspleje

Til trods for Shibaens pjuskede udseende, så kræver den faktisk minimal pelspleje. Dens pels er nemlig kort og består af hårde og lige dækhår over en tæt og blød under-uld. Kun to gange om året fælder den kraftigt – her kræver den en del pelspleje – men ellers er den ganske nem at have med at gøre.

#7: Shibaens oprindelse

Shibanen har eksisteret i bjergrige områder i årtusinder. Den kommer fra bjergområder ud mod det japanske hav, og den er primært blevet brugt til jagt af småvildt og fugle – deraf dens jagtinstinkter.

En overgang var racen ved at gå tabt, hvorfor man satte et målrettet arbejde i gang i 1928 for at bevare den rene race. Det lykkedes i 1934, hvorfor Shibaen som vi kender i dag er den “originale” race.

#8: Kærlig og kompetent håndtering

Shibaen tager godt imod træning, hvis du benytter dig af en kærlig og kompetent hånd. Du skal være konsekvent i din opdragelse og benytte dig af belønningsbaserede metoder for at opnå de bedste resultater.

Det kan yderligere være en god ide at træne i korte sekvenser og variere din træning i form af at skifte øvelser, belønning og miljø.

#9: En hund i mange farver

Shibaen kan se ud på mange forskellige måder. Den kan have en rød, sort, tan eller såkaldt rød sesam farve – det vil sige rød med sorte hårspidser - men fælles for dem alle er, at den har lyse markeringer på næsepartiets sider og kinderne. Undersiden af kæben, hals, bryst, bug og benenes indersider er også lyse.

#10: Spidshundeklubben

Shibaen tilhører gruppe 5 – spidshundeklubben. Har du en shiba eller en stor interesse for racen, kan du blive en del af specialklubben spidshundeklubben.

FAQ

Er Shiba en familiehund?

En Shiba er et selvstændigt væsen, men for familien der gerne vil træne deres hund, har forståelse for at opdrage den og er god til at socialisere den fra den er helt ung, kan den alligevel være en fantastisk familiehund.

Hvordan er en Shiba?

En Shiba kan beskrives som en hund med en meget ivrig personlighed. Den er dristig, god af natur og årvågen samt meget intelligent og viljestærk.

Hvor meget koster en Shiba Inu?

Shiba Inu racen er blevet utroligt populær i løbet af de seneste år, hvilket har fået prisen til at gå i vejret. Du finder dem til priser, der ligger imellem 8.000 kr. og 15.000 kr. afhængig af, hvilken opdrætter du går til. Køber du en Shiba Inu fra en privat, der ikke længere har tid eller overskud, så kan du højst sandsynligt få den billigere.

Hvor kan man købe en Shiba Inu?

Du kan købe en Shiba Inu hos opdrættere rundt omkring i landet. Når du er oppe og betale mellem 8.000 kr. – 15.000 kr. for en ægte Shiba Inu hvalp, så sørg for at bede om legitimationsoplysninger. Sørg også for at få bevis på godt helbred.